0 kommentarer

Solo af Jesper Stein

af d. 17. november 2018
Info
 
Sideantal

406

Udgivet

2018

ISBN

978-87-400-4545-1

Udgave

1. Udgave

 

I Jesper Steins sjette udgivelse med sin hovedperson, Axel Steen, ånder alt fred og idyl. Den tidligere politimand og senere PET ansat har gift sig igen og bor i villa med kone og datter. Man kan næsten dufte havens blomster, men idyllen bliver dog brudt af de overvågningskameraer, som Steen har overalt, for han er bange for at fortidens bedrifter indhenter ham og hans familie. Han arbejder i et privat investeringsfirma, hvor han står for sikkerheden. Han bliver dog hurtigt kastet ud i en sag, da en fyring af en højtstående medarbejder giver store problemer.

Samtidig efterforsker hans tidligere kollega, Vicki Thomsen, mordet på en ung mand fra indvandrermiljøet. Med baggrund i banderelationer, hashsalg, flygtninge og Syrien, efterlader den myrdede en speget sag for politiet.

Det virker rigtig fint med to sager, der bliver fulgt sideløbende. Stein skriver godt, og i begge sager står personerne mere tydeligt, end de før har gjort i serien, man bliver ikke forvirret af alt for mange politifolk og involverede. Handlingen er et godt stykke hen af vejen rimelig jordnær og realistisk. Steens indre dæmon, der gør jagten på forbrydere vigtigere end familien, begynder dog at slide lidt på mig. Jeg synes alt det kriminelle stof er spænding nok i bogen, kan Steen nu ikke snart få ro på i privatlivet?

Men når jeg ser bort fra Jesper Steins sadistiske behandling af sin hovedperson, så skal han have ros for ikke at lade sin hovedperson stå i stampe i et almindeligt politijob. I løbet af de seks bøger har han virkelig prøvet kræfter med mange forskellige jobs og situationer, og det gør serien til noget unikt. Selvfølgelig savner Steen snart sit skilt og de goder, han kunne trække på ved politiet, men heldigvis krydser han Vicki Thomsens spor halvvejs i bogen, og så tager begge sager virkelig fart.

Stein har aldrig lagt skjul på, at han er inspireret af mesteren Michael Connelly, tvært imod. Men i ”Solo” synes jeg han for alvor smider Connellyoverfrakken af og står på helt egne ben, og han er mit bedste bud på en dansk krimimester. Også selvom det virker lidt malplaceret med Morten Pape i bogen (godt formål eller ej).

På trods af mine utopiske ønsker og beske bemærkinger, kan jeg kun overgive mig endnu engang. Det er en bundsolid og spændende krimi.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter