0 kommentarer

Sol og måne af Hermann Hesse

af d. 14. januar 2013
Info
 
Sideantal

263

Udgivet

1972

ISBN

87-00-23701-9

Originaltitel

Narziss und Goldmund

 

Hermann Hesses forfatterskab kredser om individualisten, der gør op med det undertrykkende samfund – blandt andet i »Steppeulven«. Forfatterskabet beskæftiger sig med mennesket, der følger sin egen erfaring og sin egen erkendelse og ikke har tænkt sig at lade sig skole af nogen autoritet – heller de åndelige. For eksempel i »Siddhartha«. Hermann Hesse er på flere områder atypisk tysk.

På den måde ligger middelalderromanen »Sol og måne« i naturlig forlængelse af de to nævnte romaner. Det er nok også den lettest tilgængelige roman. Den danske titel »Sol og måne« er spiselig, men den tyske originaltitel, »Narziss und Goldmund«, er uovertruffen og indeholder flere tolkningsmuligheder.

Guldmund er søn af en streng protestantisk far og en varmblodig sigøjner, der er forsvundet fra det hele. En særegen sammensmeltning. Guldmund bliver anbragt på en klosterskole, et miljø, som Hesse kender til fra sin egen barndom.

I klosterskolen opbygger han et varmt og ærligt venskab til sin diametrale modsætning, Narcis, der er from og bogligt anlagt. Guldmund tager på en sviretur uden for klostermurene og kommer i kontakt med side af sig selv, som han har arvet fra moren. Godt nok har han gyldne lokker i håret, men sigøjnerblodet drager ham væk fra de hellige munke.

Det er af sted på de tyske landeveje med appetit på livet:
»Elskoven og vellysten forekom ham at være det eneste, gennem hvilket livet virkelig kunne få varme og fyldes med værd«, hedder det i bogen.

Afskeden med hjertevennen Narcis er nødvendig, og kvinderne uden for klostrets mure byder sig til, så Don Juan kommer til at fremstå som en dilettant:

»Kvindernes kærlighed, kønnenes leg – det var for ham det vigtigste, og kernen i hans hyppige tilbøjelighed til mismod og livslede voksede frem af oplevelsen af vellystens flygtighed og forgængelighed«.

Selv Jomfru Maria bliver han betaget af – som træfigur i en kirke. Guldmund opsøger mesteren Niklaus og ansøger om at komme i lære på hans træskærerværksted. Mester Niklaus ser dog, at Guldmund er mere kunstner end håndværker og tilbyder ham en stilling uden forpligtelser. Guldmund fordyber sig i arbejdet og lever for en tid et liv i en næsten forudsigelig tryghed – men må naturligvis må landevejen igen som den sigøjner, han er.

Så kommer pesten med alle dens skræmmende tomme landsbyer. Guldmund overlever og søger tilbage til klostret, hvor han laver en Maria-figur – og bliver syg. Døden har altid eksisteret i hans nærhed.

Guldmund har handlekraft og livsappetit og i stand til at løfte sig over traumer og elendighed. Det bliver aldrig for meget af det gode at læse om. En figur, vi i al vor borgerlighed stadig kan blive fascineret af:

»Han kendte intet til ærgerrighed, og biskop og tigger var ét for ham; heller ikke indtægt eller formue var i stand til at fængsle ham, han havde aldrig bragt disse ting det mindste offer, og han bortkastede sorgløst de penge, som han undertiden tjente ikke så få af«.

Dette er en prægtig roman. Samtalerne mellem Guldmund og Narcis kan læses igen og igen.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter