0 kommentarer

Søstre på de Syv Have 2: Den magiske storm af Camilla Wandahl

af d. 4. december 2012
Info
 
Sideantal

53

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-2499-6

Originaltitel

Søstre på de Syv Have 2: Den magiske storm

Udgave

1.udgave

 

Vana er stadig ombord på Makis skib og lærer hver dag mere om at kæmpe med sværd og styre et skib. Og det er bestemt ikke let, for den fantastiske Maki gør hendes knæ bøjelige som gelé. Men trods sin voksende forelskelse i den unge kaptajn vælger Vana at trodse ham. For den dag, Maki modtager et brev, bliver det tydeligt for hende, at der er aspekter af historien, som den forvirrende kaptajn vælger at fortie. Vana gør sig til tyv, men bliver dog først helt klar over sagernes sammenhæng, da en mystisk mand i et orange skær går om bord på skibet.

Omdrejningspunktet i dette bind af fortællingen er uomtvisteligt den unge Vanas forgabelse i Maki. Det er en skam, at Camilla Wandahl i vid udstrækning vælger at ty til klichéer, når denne gryende forelskelse skal beskrives (“Hans øjne er meget blå. Jeg svømmer næsten væk i dem”..”Hans hånd brænder næsten hul i mit ærme.”).

Trods dette lille minus er det utvivlsomt en læseværdig bog for de unge piger. Handlingen er fortsat let fremadskridende, livet til søs godt beskrevet og karaktererne troværdige. Det er et forfriskende tvist at temaet ung kærlighed er at finde i en ramme af magisk pirateri.

De store typer og de mange illustrationer og det faktum, at hovedpersonen lige er fyldt 15 gør mig lidt usikker på målgruppen, idet der selvfølgelig er dele af Vanas karakter, som de helt unge piger ikke kan identificere sig med. Omvendt tror jeg at layoutet vil gøre, at bogen bliver fravalgt af ældre børn med læsevanskeligheder – det er ganske simpelt for barnligt.

Trods disse spekulationer er “Søstre på de syv have” et flot og helstøbt værk, og hvis tøserne kan leve med at læse om en noget ældre pige, kan jeg vel også som voksen leve med en noget “gammel” hovedperson. Alt i alt – fire stjerner for en flot illustreret, letlæst og charmerende fortælling om Vana og hendes Maki.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter