0 kommentarer

Snøvl og Fiddifup af Jørgen og Flemming Bau

af d. 16. juni 2017
Info
 
Sideantal

36

Udgivet

2016

ISBN

9788770705349

Udgave

1

 

En bog der sætter mig tilbage til barndommens gennemlæsning af Cykelmyggen Egon. Mest foranlediget af det grafiske udtryk, men her er også en fortælling om insekter. Fermt fortalt og mindst ligeså fremragende i sit grafiske udtryk. Brødren Bau har afgjort skabt en nyklassiker, absolut i samme klasse som den om cykelmyggen.

De to hovedpersoners navne fortæller alt om figurerne: Snøvl er sindig og forsigtig, mens Fiddifup er hurtig på aftrækkeren, et billede på henholdsvis det forsigtige og undersøgende, og det fremfusende og impulsive barn. Samtidig med at vi hører om to insekter, hører barnet også om sig selv.

Derudover er der lidt at lære om de danske insekter, med en faktuel collage til slut. Målgruppen er de mindste. Slag på tasken vil førskolebørn nok indfanges af den søde og egentlig ret rørende fortælling om de meget ulige venners rejse. En rejse der både er fantasirig – vi møder et orkester bestående af insekter, og samtidig lærerig, for foruden de afsluttende fakta sniger der sig også små detaljer ind, der kan være interessante for de mindste.

Det der får mig helt op at ringe er det samlede indtryk. Illustrationerne kan sagtens stå alene – det samme kan teksten, men sat sammen rammer vi noget højere. Jeg tøver ikke med at udråbe ‘Snøvl og Fiddifup’ til klassiker, selvom den sikkert drukner i mængden af bøger på markedet, eller går i glemsel på grund af manglende markedsføring.

Bogens billeder er meget venlige, børnenes opmærksom mere gelejdes end egentlig fanges af de søde og dragende illustrationer. Ja, indrømmet – også den voksnes. Snøvl og Fidifup er ikke til at stå for.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter