0 kommentarer

Smukke Jan af Lars Kjædegaard

af d. 27. februar 2016
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

373

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3881-8

Udgave

5. udgave

 

Liget findes lodret begravet med hovedet over jorden. Måske er personen død af sult og tørst, klemt fast i sit hul. En grusom skæbne.

Afdøde viser sig at være den afholdte gymnasielærer Jan. Smukke-Jan, som han blev kaldt. Lignede lidt Troels Kløvedal. Alle i Egstrup elskede ham, siges det. Eller gjorde de nu også det? Efterhånden som der tegner sig et mere nuanceret billede af fyren, dukker mulige mordmotiver op. Der er fx de to hidsige sigøjnerbrødre, hvis søster Jan kurtiserede…

… Og så dukker lig nummer to op. En prostitueret. Som Jan måske, måske ikke kendte. Kvalt. Hun har ligget længe, er helt indtørret … Og så finder man lig nummer tre. Halsen skåret over. Egstrup er vist alligevel ikke den søvnige, uskyldige provinsby, den ligner på overfladen.

“Smukke Jan” er første bog i Lars Kjædegaards krimiserie med Anita Hvid og Thor Belling. Og i forhold til nr. 4 i serien, “Blomstermanden”, er nr. 1 ikke særligt god. Den går fodslæbende langsomt, vi skal have alle de mange impliceredes tanker om dette og hint, før handlingen bevæger sig et mikroskridt videre. Elementær spænding er bogen kemisk renset for.

Værre end tempoet er næsten, at politiarbejdet udføres så amatøragtigt. Og det gør det, fordi Kjædegaard tydeligvis ikke er ekspert på området. Hvorfor kigger politifolkene ikke straks efter en af de dødfundnes mobiltelefon? Hvorfor spørger de ikke, om vedkommende havde en kæreste? Hvorfor holder de fri klokken tre om eftermiddagen, når de står midt i en tredobbelt mordefterforskning? Man tror simpelt hen ikke på de gode polistrissere som andet end dårlige skuespillere, der har fået uniform på.

Stilistisk hører Kjædegaard ikke til genrens mest raffinerede. Bevares, sproget er let og flydende, men hyppige afsnit, hvor tre-fire sætninger i træk starter med “Han…”, er bare ikke særlig elegant. Og hvem kalder hinanden “mester” i dette årtusinde? Denne oldnordiske tiltaleform bliver brugt i ét væk.

“Smukke-Jan” giver i sig selv ikke lyst til at læse mere Kjædegaard. Lykkeligvis ved jeg som sagt, at mindst en af de senere bøger i serien er betydeligt bedre, om end stadig ikke sindsoprivende spændende. Bøgerne giver den samme fornemmelse som at se et afsnit af en 20-30 år gammel dansk tv-krimi. Morfaragtig hygge, adspredt kedsomhed.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter