0 kommentarer

Skytsengle af Kristina Ohlsson

af d. 27. oktober 2012
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

476

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7053-839-8

Originaltitel

Änglavagter

 

En hundelufter finder liget af den unge kvinde Rebecca Trolle, der har været forsvundet i 2 år – parteret og gravet ned i en skov. Hoved og hænder mangler – hun identificeres ved hjælp at et specielt smykke – og da politiet graver videre efter de manglende kropsdele dukker endnu et lig op, som har ligget der i rigtig mange år. Senere findes et guldur, en økse og en kniv.

På et plejehjem sidder Thea Aldrin – en kendt børnebogsforfatter, som har været stum i 30 år. Hun har afsonet en fængselsstraf for at have dræbt sin mand, og derudover er hendes søn forsvundet. Hun var som ung med i en filmklub med navnet “Skytsenglene”, som viser sig at have betydning for opklaringen. Rebecca var i gang med at skrive speciale om Thea da hun forsvandt – og såvel hendes arbejde med opgaven som hendes venner og vejledere kommer i politiets søgelys.
En af vennerne, som kommer under mistanke er Håkan, der var meget ivrig for at hjælpe politiet, da Rebecca forsvandt – og som viser sig at være far til det ufødte barn Rebecca bar, da hun blev dræbt.

Fredrika har orlov, men kommer ind i sagen, da hendes samlever Spencer ganske pludseligt ønsker at få forældreorlov og passe deres datter Saga. Sandheden er at han er blevet bedt om at tage fri fra sit job på grund af anklager om sexchikane fra en studerende, han var vejleder for. Fredrika føler meget stærkt, at Spencer har problemer, som han ikke fortæller hende. Og da Fredrika ved gennemgangen af materiale i sagen om Rebecca Trolle støder på Spencers navn – ikke én men flere gange – er hun pludselig ikke kun professionelt, men også dybt personligt involveret i sagen.

Der er et hav af personer at holde styr på i bogen – den ene efter den anden præsenteres for læseren – og rigtig mange tråde at holde styr på. Så jeg vil anbefale, at man ikke bruger for lang tid til at læse bogen. Til gengæld bliver man rigtig hurtigt grebet af historien, der bliver ved med at overraske og holde en fangen, så for mit vedkommende var den læst i løbet af få dage. Den har spændingen, der skal til for at være en rigtig krimi – mange spor og vildspor som følges – og det personlige element i form af Alex, Peder og Fredrika, som man både møder professionelt og privat, hvilket jeg synes godt om. Helt klart en krimi af de bedre!

Selve plottet er imidlertid i mine øjne lidt for urealistisk – ligesom bogen er en anelse langtrukken visse steder – og det trækker lidt ned i den samlede bedømmelse af bogen. Det er tredje bind i en serie, men det er ikke nogen hindring for forståelsen af bogen ikke at have læst de to foregående.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter