0 kommentarer

Skyld af Ferdinand Von Schirach

af d. 29. februar 2012
Info
 
Sideantal

154

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-10957-3

Originaltitel

Schuld

 

“Skyld” hedder denne selvstændige efterfølger til “Forbrydelser” om femten af den kendte tyske forsvarsadvokat Ferdinand von Schirachs sære sager. Schuld, på tysk. Smag på ordet! De femten vidt forskellige historier emmer virkelig af skyld. Ægte blodig skyld, ikke den ferske litterære afart. For alting er sket i virkeligheden. Det er det, der er så pokkers fascinerende ved von Schirachs bøger.

I “Byfest” inviteres vi med til en arketypisk, pæn, tysk lilleby, hvor de pæne bedsteborgere muntrer sig med pølser og øl, karrusel og hornmusik. De ni pæne musikere i hornorkestret bliver mindre pæne af alt for megen øl, den 17-årige serveringspige ser alt for fristende ud, og så har vi balladen. Bagefter kan hun ikke identificere gerningsmændene, der alle bar falske pynteskæg, og dommeren kan jo ikke fængsle alle ni mænd. Den unge forsvarsadvokat behøver kun at plædere ikke-skyldig, så er sejren hjemme for hans klient. Men sejrens sødme smager bittert i hans mund, for han har ondt af pigen, og han ved, han har forsvaret et dumt svin. Han har kort sagt mistet sin uskyld.

Med denne historie lægger von Schirach endnu engang flot fra land. Hans tempofyldte gennemgang af sagerne er lakonisk og empatisk og alt andet end tør. Det er velskrevet og velgennemtænkt og så meget desto mere foruroligende, fordi alt sammen er sket for nyligt syd for grænsen blandt mennesker, der ligner os danskere til forveksling.

I “Illuminaterne” får 12-årige Henry ufrivillig erektion, da han bliver hængt op og næsten kvalt af en gruppe afsporede kostskolekammerater. En lærerinde ser optrinnet og vil gribe ind, men falder uheldigt og dør. Hvem skal man anklage og for hvad?

Med tanke på alle de nylige sager, hvor unge piger opdigter falske voldtægter, er “Børn” sørgeligt aktuel. Holbrecht klarer sig godt her i livet, men får pludselig en anklage for pædofili på halsen. Han ryger i fængsel, mister kone og job. Ude i friheden genser han pigen, der anklagede ham; hun er nu en voksen og ubekymret kvinde. Rasende får han fat i en kniv…

von Schirach behøver kun få penselstrøg for at male sine grumme dramaer op. “Anatomi” er på sølle toenhalv side, men fænger fra starten. Ung mand bliver afvist af pige. Ung mand planlægger som hævn at kidnappe og dissekere pige levende. Pige går ud ad sin hoveddør, ung mand stiger nu ud af sin bil – og så går noget fuldstændig galt.

“Skyld” bekræfter på smukkeste vis den fortærskede sandhed om, at virkeligheden ofte overtrumfer fantasien. Læs den og lær at frygte den venlige mand i lejligheden ved siden af.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter