0 kommentarer

Skyggespor af Jakob Vedelsby

af d. 28. juni 2015
Info
 
Sideantal

240

Udgivet

2015

Originaltitel

Skyggespor

Udgave

1. udgave

 

Under apartheidstyret fostrer sydafrikanske videnskabsmand den syge idé at sterilisere unge, sorte kvinder under dække af at vaccinere dem mod malaria. En snedig måde at bremse uønsket befolkningstilvækst på.

Jakob Vedelsby fører ideen op til vore dage. Det multinationale medicinalfirma Rainbow Medical er trængt på omsætningen, men ser en potentiel cash cow i at hjælpe verden med at mindske overbefolkningen og samtidig lette presset på Europas grænser fra de millioner af flygtninge, der søger herop.

Journalisten Janus Ewald kommer under vejr med de uhyrlige planer, men rammes af en dødelig sygdom, hvis forløb minder meget om det, der blev den russiske agent Alexandr Litvinenko til del. Hans datter kontakter Janus’ tidligere makker, Peter Bellman, der lynhurtigt indser, at han står med letantændeligt sprængstof mellem hænderne – og en let vej ud af et karrieremæssigt dødvande.

Peter Bellmann løber ind i sin gamle kammesjuk Johan, og de to beslutter sig for at lave en dokumentarfilm om det tophemmelige sterilisationsprojekt, Mission Zero. Skyggefulde spor fører dem til Berlin og Paris over den spanske solkyst til Tanger i Marokko, hvor dramaet kulminerer.

Lyder det spændende? Det er det ikke. Bogen fylder 239 sider, og først hen ad side 200 er der anslag til noget, der minder om action. Resten af tiden tonser Peter og Johan rundt i Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien, hvor de snakker om gamle dage, spiser, sover og – for Peters vedkommende – hallucinerer i ét væk uden påviselig grund. Er det fortidens mange joints, der spøger?

Hovedpersonen selv er umanerligt usympatisk; en næsten 50-årig skruppelløs eks-paparazzo, nøgenfotograf og nu falleret filmmager. Han har børn med to forskellige kvinder, som rager ham en høstblomst og omvendt. Mandens monumentale overfladiskhed overgås kun af hans lattervækkende selvfedme, når han står og pumper muskler foran spejlet.

Mange af replikkerne er skrevet som sidelange monologer, hvor en af personerne kloger sig om et emne. Andre lange sider bruges på tilbageblik til historien uvedkommende begivenheder i fortiden. Til gengæld fylder en scene, hvor vores to helte flygter fra et indbrud over en sneklædt mark og tilfældigt fanger en bus på landevejen for pludselig at befinde sig hos Johans tidligere svigermor en sølle halv side. Særpræget disponering.

Jakob Vedelsbys pen er letflydende, han katapulterer fra scene til scene uden mellemregninger, hvilket har den indlysende fordel, at man aldrig når at kede sig. Hans hang til at underholde for enhver pris gør dog sproget unødigt hårdtpumpet. Lad os runde af med en sætning, hvor metaforerne symptomatisk for stilen slås mod hinanden.

Peter Bellmann er til begravelse med en masse kendisser: ”Jeg griber mig i kun at have kollektiv foragt tilovers for denne menneskemængde, som bader i selvoptagethed, men så kapper jeg linen til min indre folkedomstol og observerer, hvordan de truende tankerækker forsvinder som harer på flugt.”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter