0 kommentarer

Skygger af Morten Buschmann

af d. 1. juni 2017
Info
 
Sideantal

330

Udgivet

2017

ISBN

9788771903683.

Originaltitel

Skygger

 

Morten Buschmann lægger i sin krimi »Skygger« ud med et persongalleri, der er så kolossalt, at man må beundre, at han selv kan holde styr på det. I bogens første femtedel gør han alt det, man skal gøre for at skræmme læsere væk.

Men de vedholdende bliver belønnet, for forfatteren har kendskab til sine miljøer – om det er efterretningstjenesterne i Danmark eller lokaliteterne i Mellemøsten. Og selv om trådene er godt filtret ind i hinanden, får Buschmann spændingskurven til at stige – blandt andet ved at skabe overbevisende figurer i det centrale persongalleri.

Tre siders persongalleri

Skal man undgå at lægge romanen fra sig, kræver det – især i begyndelsen – at man gentagne gange slår op på side 329, 330 og 331, hvor alle romanens personer er listet op…. tre sider!

Jeg vil gætte på, det er en fordel, hvis man har læst de tidligere romaner af Morten Buschmann. Det antydes en smule kryptisk, at hans spændingsroman nummer fire kan være ment som en del af en serie med undertitlen »Indhenter IV« trykt på forsiden. Det noteres dog ingen andre steder i eller på bogen, at romanen skulle være en fortsættelse.

Efter at have læst sidste side af »Skygger« føler man sig dog ret overbevist om, at der kommer endnu et bind. Og man konstaterer, at Morten Buschmann starter trægt, men slutter langt bedre. Romanen begynder i efteråret 2014, hvor hovedpersonen, elitesoldaten og finskytten Lucas Zickermann indkaldes til en specialopgave – med sin baggrund i den israelske specialstyrke Sayeret Markal og efterretningstjenesten Mossad. Bagtæppet er blandt andet borgerkrigen i Syrien og en narkosag i Danmark, hvor efterforskeren føler sig modarbejdet indefra.

En ensom ulv

Længere inde i bogen springer vi frem til terrorangrebet i København i 2015, hvor Morten Buschmann dykker ned i det delikate spørgsmål, om Omar Abdel El-Hussein blot var en ensom ulv, og om angrebet på Krudttønden og synagogen var terror. Indhenteren i Forsvarets Efterretningstjeneste Annesofie Gundelach har en datter, der har venner i Nørrebros bandemiljø, og sagen får store konsekvenser for Gundelach, hendes familie og kolleger. Spændende bliver det.

Men kommer der endnu en roman, så er mit råd: Lug ud i alle de onkler og tanter og personager i øst og vest.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter