0 kommentarer

Skurvogn 537 Christiania af Per Smidl

af d. 5. oktober 2011
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

403

Udgivet

2011

ISBN

978-87-993912-6-4, 978-87-993912-5-7

 

Prisværdigt initiativ – at udgive en roman om skæbner på Christiania i 40-året for Fristadens befrielse. 5% af overskuddet går til Fælleskassen derude, så der er al mulig grund til at bakke op om projektet; for guderne skal vide, at konformiteten er ved at klemme livet ud af de hårdt kæmpende christianitter.

Andreas Stein, 27-årig utilpasset forstadsknægt, bliver tilbudt en skurvogn på Fristaden. Kæreste, lejlighed og studie får løbepas, og Andreas kaster sig med vældig appetit over ansvarsfriheden og ikke mindst kvinderne i den Christianshavnske fribytteridyl. En lind strøm af labre babes spreder villigt benene og må snart efter se deres hjerter knust, da den unge hanhund ikke just er den hypersensitive type. Undtagen, måske, når han kvæster tommeltotten, får fladlus eller pisser i brændenælderne.

“Skurvogn 537…” illuderer at være en roman, men hovedpersonen Andreas er utvivlsomt Per Smidls alter ego. Og dét er bogens store problem: Vi får hverken en rigtig fiktion med dennes muligheder for finurlige påhit og kreative krumspring. Ejheller en helhjertet selvbiografi med dennes iboende troværdighed.

Handlingen bliver aldrig rigtigt vedkommende, selv ikke for en på forhånd velvilligt indstillet læser. Smidl byder generøst velkommen inden for i sit eget tankeunivers, hvor den filosofiske lommeuld blomstrer i store totter, men forsømmer en egentlig guidet tur rundt i Stadens kulørte seværdigheder: Loppen, Månefiskeren, Rockmaskinen, Nemoland… end ikke hans egen skurvogn kan man helt se for sig. Perspektivet er som en omvendt kikkert.

Det står hurtigt klart, at bogen ikke handler om Christiania, men om Per Smidl – og især om Smidls idiosynkrasier. Smidl afskyr: Ny teknologi, turisme, Fristadens overklasse, ‘normale’ danskere, ja, hele konceptet Danmark. “I dag kaster landet op. Dets ansigt er fortrukket, der lyder en rallen fra dets stinkende mund og dets træk er dårligt til at kende.” Velbekomme.

I korte glimt, når forfatteren glemmer de litterære ambitioner (‘mit kald’) og bare fortæller løs om de skæve eksistenser og dagligdagen omkring skurvognskoloniens fælles spisebord, får bogen liv og farve. Men alt for ofte fortaber Smidl sig i gold samfundskritik, indianereventyr og et senere liv med ‘søn’. Tør man anbefale en kritisk redaktør før andet oplag?

Karakter: 2 ud af 5 chillummer – især for det gode ini’tiv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter