0 kommentarer

Skruestikken af Flynn Berry

af d. 4. november 2016
Info
 
Sideantal

335

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93323-53-7

Originaltitel

Under the harrow
oversætter: Anne Mette Poulsen

Udgave

1. udgave

 

Nora bor i London – Rachel lidt ude på landet, i Marlow, hvor hun bor alene i et hus med sin hund. En dag, hvor Nora ankommer med toget fra London for at besøge Rachel, finder hun både Rachel og hunden dræbt i huset. Nora bliver indlogeret på den lokale kro, politiet vil gerne have, at hun bliver i nærheden.

Nora og Rachel er søstre, og stort set hinandens eneste familie. Jo, de har også en far– men ham har de ikke haft nogen kontakt med i tre år. De har et tæt forhold – men efterhånden viser det sig, at Rachel slet ikke har fortalt Nora alt om, hvad der sker i hendes liv. Så måske er der alligevel nogle dybe ridser i deres forhold?

For 15 år siden, da Rachel var 17, blev hun brutalt overfaldet, da hun var på vej hjem fra en fest en tidlig morgen – alene. Nora bebrejdede sig selv, at de ikke fulgtes ad, så havde overfaldet måske ikke fundet sted. Nu tænker Nora på, at hun ikke tog den planlagte afgang fra London, men ventede en time – måske kunne hendes søster have været i live, hvis hun var nået frem tidligere.

Nora og Rachel har siden overfaldet for 15 år siden læst utallige avisartikler om mord, overfald og voldtægter og overværet retssager – for om muligt at finde gerningsmanden. Nu kaster Nora sig ud i jagten på Rachels morder, delvis i samarbejde med politiet. Er det den samme mand, som overfaldt Nora dengang?

Det virker en smule utroværdigt, at politiet er så åbenmundet og fortæller Nora så meget om deres efterforskning.

Bogen skifter mellem nutiden og flashbacks til søstrenes teenageår – med mange fester og megen alkohol. Nora kan ikke altid huske, hvad der skete til festerne.

Bogen sammenlignes med ”Kvinden i toget” – og til et vist punkt forstår jeg godt hvorfor. Også denne bog kører meget på det psykologiske, og man ved ikke helt, om man kan regne med bogens hovedperson – ligesom det var tilfældet med hovedpersonen Rachel i ”Kvinden i toget”. Jeg fandt dog ikke denne bog helt så spændende, selv om jeg blev grebet af fortællingen undervejs. Nok især fordi jeg ikke følte, at jeg som læser kom helt tæt på Nora, som er en kvinde af få ord.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter