0 kommentarer

Skruen strammes af Henry James

af d. 30. maj 2005
Info
 
Sideantal

159

Udgivet

1968

ISBN

87-553-2720-6

Originaltitel

The Turn of the Screw

 

“Skruen strammes” er en så klassisk spøgelseshistorie, at jeg fristes til at kalde det en “oprindelig spøgelsesfortælling”. Vi trakteres med et stk. engelsk herresæde, to forældreløse, vidunderlige børn og blege, ondsindede ex-levende, ex-ansatte, som øver en skjult magt over de små.

Den nye, unge guvernante (præstedatter) ankommer til det engelske herresæde, hvor hendes kommende elever befinder sig. Udover at ansætte folk til at tage sig af børnene ønsker deres onkel og værge ikke at blive yderligere involveret i deres ve og vel, og guvernanten har fået strenge ordrer om ikke at belemre ham overhovedet. Der er imidlertid andre, som er interesserede. Guvernanten har ikke været længe i sin stilling, før hun opdager, at der er noget i huset, som ikke burde være der. En tidligere hushovmester og guvernantens forgængerske hjemsøger børnene, og de har ikke i sinde at overgive magten over de små poder til nogen. Guvernanten er den eneste, der kan “se”, hvad der foregår, og hun må kæmpe en frygtelig kamp for børnenes sjæle.

Det er stramt fortalt, og gengangernes sortklædte appetit efter børnene er uhyggelig. Henry James skaber skræk uden det mindste blod. Det hele foregår – måske – i hovedet. Julelegene, som de små englebørn (?) underholder deres guvernante med for at fjerne hendes opmærksomhed fra de døde, og hendes egen tvivl, rædsel og næsten besættende forgabelse i børnene står utroligt levende. Mens den fornuftige guvernante prøver at forholde sig til, at hun kan se de døde, kigger den anspændte læser med over hendes skulder. Ved børnene hvad der foregår? Modarbejder poderne deres nye guvernante i hendes forsøg på at redde dem?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter