0 kommentarer

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

af d. 27. januar 2017
Info
 
Sideantal

235

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7994-143-4

Udgave

1. udgave

 

“Skadedyr og tulipaner” er kun min tredje Steen Langstrup bog, men flere står og venter på boghylden, for han er et spændende bekendtskab.

Archibald er tretten år og har lige mistet sin mor i en tragisk højresvingsulykke i København. Faren er kunstner og for at bearbejde deres fælles sorg, lejer han et hus på en ø. Det er et lille samfund, hvor alle kender alle, og Archibald bliver hurtigt kendt som “københavnerhvalpen”. Han cykler rundt og udforsker øen, mens han savner sin mor. Faren maler og svigter sin søn og finder trøst i alkoholen. Der er faktisk ikke rigtig nogen ordentlige voksne i hele bogen, måske på nær onklen, der forærer Archibald en hundehvalp. Han får også et par venner i et par nabodrenge, det viser sig dog, at de ikke er Guds bedste børn….

Bogen hører til blandt de få, som jeg når at læse på en dag. Ikke kun fordi den ikke er særlig lang, men også fordi den er intens og velskrevet. Den måde Langstrup beskriver den følsomme Archibald er hjerteskærende godt og realistisk. Selvom Archibald er det tætteste man kommer på en afbalanceret og god dreng, så snøres han lige så stille ind i et net at begivenheder, der leder mod katastrofen. En katastrofe som vi allerede hører om i det indledende kapitel, der snedigt får os til at sluge bogen i ét hug.

“Livet er ikke for børn” lyder det et par gange i bogen. En smertefuld konstatering som ikke er helt forkert, som handlingen skrider frem. Men det er også en umanerlig hob af voksne skiderikker, som Langstrup præsenterer os for. Når der endelig er en far, der viser sine børn nærvær med fisketure og skydelektioner, så viser det sig senere, at han slår dem. Archibalds egen far ænser ikke meget til ham, og skvatter i søvn midt under “Eksorcisten” og lader drengen alene med sin angst. Øboerne viser sig hurtigt at være en flok indgroede, fordomsfulde ignoranter, og de blev mig en smule for karikerede. Til gengæld rammer han plet med følgende beskrivelse på side 54:

“Børns oplevelser interesserede ikke voksne. Hvis man var heldig, foregav de at lytte til en, men deres tanker var andre steder. De hørte i virkeligheden ikke efter. Man kunne se det på dem, høre det på deres tågede svar. De nikkede og kom med et par formaninger eller tog afsæt i det, man var ved at fortælle, og fortalte i stedet om noget fra dengang, de selv var børn”

Selvom handlingen langsomt bliver mere og mere grusom, så skriver Langstrup så godt, at jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg har hygget mig i Archibalds selskab. En total ambivalent følelse der helt sikker bliver skabt af, at man sidder og tænker tilbage på sin egen barndom, og kan nikke genkendende til nogle af hans følelser. Det er ligeledes en force, at man kan læse bogen på en dag.

Til sidst må jeg også rose bogens layout. Hver side er indrammet i Archibalds blomstertegninger, hvilket giver en helt særlig stemning ved læsningen. Alt i alt en temmelig fremragende bog om børns relationer, savn og ondskab.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter