0 kommentarer

Sinuhe Ægypteren af Mika Waltari

af d. 1. december 2005
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

618

Udgivet

1994

ISBN

87-00-19188-4

Originaltitel

Sinuhe, egyptiläinen

Udgave

9.udgave

 

Denne bog skrev Sinuhe. Han som var ensom.

Fortællingen finder sted i det gamle Ægypten. Den tager sin begyndelse en årrække før den unge Farao Tut-Ankh-Amons fødsel. Dette er dog langt fra hovedfortællingen i bogen. Vi kredser om hovedpersonen Sinuhes liv, som først naiv knait i Thebens gader og lærling i “Livets Hus” som læge, og siden den (kun alt for) vidende bitre mand, som på tidløs afstand betragter menneskets grusomhed, grådighed og frygtelige begær. Ikke mindst sit eget.
For Sinuhe bliver kun alt for tidligt offer for begærets skyggeside i form af den forfærdeligt forførende Nefernefernefer. Hun får ham til at begå forfærdelige handlinger, og en kombination af dette og at han ikke er velset i det kejserlige Ægypten, driver ham til at forlade sit elskede land. Han rejser bort sammen med sin trofaste tjener Kaphta.
Gennem mange riger rejser de, og oplever diktatorisk undertrykkelse, sult, fattigdom og endog Sinuhes håbløse kærlighed til en fordømt prinsesse. Til sidst vender de tilbage til Egypten. “Thi den som en gang har drukket af Nilens vand, kan aldrig slukke sin tørst andetsteds”.

Der venter dem dog den største ulykke.

Idet bogen er opdelt i bøger, som er benævnt som en slags testamente for den gamle, begrædte og ensomme Sinuhe, står det fra starten klart at den på ingen måde ender lykkeligt. Og den er faktisk også i de første hundrede sider en tung sag sine steder. Faktisk er det min oplevelse, at det først er efter deres hjemkomst til “Den røde jord” at den virkelig folder sig ud. Men så er man også fanget.

Især beskrivelsen af den forblindede Farao Ekhnatons forsøg på at indføre en næstekærlig livsførelse i Egypten (“Atons Rige”) er et fantastisk eksempel på det som hovedpersonen selv pointerer flere steder: At døden er mere barmhjertig end livet, thi menneskene er grusomme af natur.
Som en humoristisk part skal det siges, at tjeneren Kaphtas umådelige selvfedme, klodsethed, samt rørende tapperhed og hengivenhed er et humoristisk og glad pust i fortællingen.

Alt i alt:
Selvom den anden halvdel af bogen mindst gør sig fortjent til fire stjerner, skal man dog også igennem en førstedel, som medfører risiko for motorstop under læsningen.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter