0 kommentarer

Sine Nomine af Torkild Thellefsen

af d. 24. januar 2019
Info
 
Sideantal

164

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93377-33-2

Udgave

1. udgave

 

”Kan I huske aftalen? Fordi en stor uret blev begået mod os, har vi fået muligheden for en gang om måneden at vågne op fra de døde og leve det liv, der blev taget fra os. Vi har natten til os selv; lev venner! Lev! Om nogle timer, når dagen gryr, kalder graven på jer igen…”

Sådan kaldes de døde til live i novellen ”Velsignet eller forbandet”. For en nat drager de ud for at forenes med deres kære – særligt rørende er afsnittet om den lille pige, der tager hjem for at spøge for sin far. Han venter hende med længsel, men har gemt sig, springer frem og forskrækker hende med et ”Bøøøøh!”
I bogen ”Sine Nomine” bygger Torkild Thellefsen videre på elementer fra sine tidligere fortællinger – bl.a. den flere hundrede år gamle massakre på Dødebakken, der refereres til ovenfor.

I Thellefsens univers er de døde aldrig rigtig døde. De går igen eller lever videre i nye former, og virkeligheden er sjældent entydig. Det ses allerede i den første fortælling ”Skelettet i skoven”, hvor en kvindelig betjent efterforsker fundet af et skelet. Sagen tager en overnaturlig drejning, og til sidst ligger der ikke ét, men to skeletter i skovbunden. Vi får indblik i en kærlighedshistorie, som nu er groet ind i skovens blomstertæppe. Novellen er skæbnesvanger og har originale træk; dog kunne jeg som i resten af bogen ønske en strammere komposition.

Døden og kærligheden er centrale temaer, og kvindekønnet ser ud til at symbolisere dem begge. Tydeligst i ”Gentagelsen”, hvor samme scene udspilles med variation gennem århundreder: Fra stenaldermanden, der jagter sin kvinde – til manden i parken, som indleder en samtale med en dame i sort frakke, der præsenterer sig som ”Sine Nomine” (”uden navn”). En tekst om navnløs kærlighed og ”gamle sjæle”.
I ”Melinagrotten” træder kvinden med kappen ud af et hulemaleri i en grotte, som en kvindelig forsker er i gang med at undersøge. Forskeren skubbes i afgrunden og slynges herefter ud i universet, hvor hun ser en gigantisk menneskeskikkelse, som ”holder jordkloden mellem sin tommel- og pegefinger” og ”ryster den, som en glaskugle med kunstig sne og julelandskab.” Kvinden med kappen bliver her et symbol på døden, Gud, skæbnen eller måske selve verdens sjæl?

Fortællingerne kan i sig selv virke som en glaskugle, hvor elementerne kastes op i luften, falder ned og lægge sig til rette på nye måder. Stilen er eksperimenterende, og læserens evne til at se sammenhænge udfordres. I ”Kvinden, der mistede forstanden” kappes linerne bogstaveligt talt over i beskrivelsen af en slags psykotisk tilstand, som også rummer elementer af klarsyn – fx om en ”hovedløs tid”, hvor mennesker går rundt med deres hoveder i favnen.

Min yndlingshistorie er ”Rød og hvid”: En ridderduel udspiller sig i en kvindelig forfatters tekst og fantasi – og snart også i hendes hus – da figurerne kravler ud af teksten, stiger ”til hest” på et par katte og går til kamp om hendes hjerte. Her er humor, og man ser dét opbrud i fortælleplaner, som generelt kendetegner stilen.

Bogen har gode miljøbeskrivelser, skønt jeg som ridderen i ”Rød og hvid” godt kan undvære scener med blod og vold. Handlingen stikker tit i mange retninger, men trådene bindes sammen af fælles temaer. Der kan mangle en mere traditionel personkarakteristik; måske fordi intentionen er at vise menneskesjælen som den samme til alle tider? En grundlæggende kvalitet er, at der sættes tanker i gang, som man kan spejle sig eller være uenig i – som når personen i titelnovellen udtrykker fordelen ved ikke at have et navn:
”Det er lige præcis derfor, jeg kan gå blandt andre og observere, for ingen ved, hvem jeg er. Ingen kender mig. Navnet er en lænke, som tager friheden fra én. Hedder du først noget, er du dømt til at være dette navn, til du dør. Når man intet navn har, kan man svæve blandt andre og være fri.”

Illustrationer af Ane Gudrun.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter