0 kommentarer

Sindets tremmer af Einar Már Gudmundsson

af d. 2. februar 2017
Info
 
Sideantal

423

Udgivet

2016

ISBN

978-87-11-53710-7

Originaltitel

Rimlar hugans (oversat af Erik Skyum-Nielsen)

Udgave

2. udgave, 1. oplag

 

Den islandske stjerneforfatter Einar Már Gudmundsson modtog i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Universets engle”, men han har et langt forfatterskab bag sig, hvor han har udgivet både digte og romaner, der bl.a. handler om jævne menneskers liv på Island.

Romanen ”Sindets tremmer” er på sin vis også en roman om jævne menneskers liv på Island, men det er også en roman om misbrugets nedbrydende kraft.

En dag modtager forfatteren Einar Már Gudmundsson et brev fra en mand ved navn Einar Thor Jonsson, en yngre mand i midten af 30´erne, der er indsat i statsfængslet Litla-Hraun. Han skriver til forfatteren for at fortælle, hvor stor betydning Einar Már Gudmundssons bøger har haft for ham – men også for at fortælle om sit eget liv.

Det viser sig, at de to mænd har en del tilfælles idet både Einar Már Gudmundsson og Einar Thor er tidligere alkoholikere, der har haft tendens til at indhylle sig selv i det selvbedrag, som mange misbrugere anvender som undskyldning for at fortsætte med at drikke.

”Sindets tremmer” er en roman, der dels består af de breve som Einar Thor har sendt til forfatteren Einar Már Gudmundsson, men bogen består også af korrespondance mellem Einar Thor Jonsson og kæresten Eva, der venter på ham ude i friheden. Evas familie er ikke fjantede med, at datteren har indledt et forhold til en kriminel eks-misbruger, så brevene beskriver både kærligheden mellem de to, men også den modstand parret møder fra omgivelserne.

”Sindets tremmer” er en roman, der både handler om kærlighed, misbrug og jævne menneskers hverdag i nutidens Island. Romanen er også delvist selvbiografisk idet den også handler om forfatterens eget misbrug, hvilket havde den effekt, at bogen fremstår meget overbevisende.

Jeg vil beskrive romanen som en bog, hvor læseren oplever alle afhængighedens faser på sidelinjen, og det er så overbevisende beskrevet så blodet næsten fryser til is i årerne, når man læser om de svigt af omgivelserne, der næsten altid følger af et misbrug.

Ulempen ved romanen er, at der ikke er nogen overraskelser. ”Sindets tremmer” er en roman skrevet over de samme temaer, der går igen i mange af forfatterens øvrige bøger, og derfor bliver læseren nok ikke særlig udfordret eller overrasket, når man tygger sig igennem bogen.

Fordelene er til gengæld, at der behandles væsentlige temaer i bogen, at bogens personer fremstår klart og overbevisende, og at Einar Már Gudmundsson som altid rammer hovedet på sømmet i sine beskrivelser af almindelige menneskers liv og inderste tanker.

”Sindets tremmer” er en læseværdig bog, der desværre var en anelse for lang, og som ikke overraskede denne anmelder. Når jeg alligevel lander på en vurdering over middel, er det fordi forfatteren er så god til at ramme hovedet på sømmet, og at bogens temaer er så almengyldige og overbevisende fremstillet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter