0 kommentarer

Sig frem, erindring af Vladimir Nabokov

af d. 2. november 2014
Info
 
Sideantal

301

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-14803-9

Originaltitel

Speak Memory

 

Siger man navnet Vladimir Nabokov til en læser vil denne læser sandsynligvis begynde at skamrose hovedværket “Lolita”, der må siges at være en af verdenslitteraturens mest kendte værker.

Hvad de færreste måske ved er, at Vladimir Nabokov også har skrevet selvbiografien “Sig frem, erindring”, der bestemt også er værd at bruge tiden på at læse, for Nabokov viser sig at have levet et omtumlet og spændende liv.

Nabokov blev født i 1899 i en aristokratisk familie i Sankt Petersborg. Barndommen var tryg, og der er beskrivelser af tidlige barndomserindringer, af forældrenes adfærd og af de mennesker, der var tæt på familien, herunder undervisere og de kvinder, der var barnepige for det, der skulle blive en af Ruslands kendteste forfattere i nyere tid.

Som ganske ung mand flytter Nabokov til England for at studere, hvilket dog ikke er en ubetinget succes. Det, der er en endnu mindre succes er, at Nabokov-familien efter revolutionen i 1917 er blevet frataget sine rettigheder og status, og derfor er familien fattigere end kirkerotter da Nabokov vender tilbage efter studietiden.

Familien havner så forskellige steder som Berlin og Paris, og læseren følger familiens forsøg på, at klare sig efter bedste evne nu hvor deres livsvilkår er blevet markant forringede.

“Sig frem, erindring” indeholder flere gode elementer. For det første er det spændende at læse om hvordan virkelige personer bliver påvirket af historiens gang. For det andet formår Nabokov at give et hudløst ærligt portræt af datidens Rusland og af hvordan livet har formet sig for ham og dermed gjort ham til den person han var.

Selvom bogen indeholder gode elementer er “Sig frem, erindring” skrevet i et særdeles kluntet og tungt sprog. Bogen er ganske enkelt tung i røven (for nu at sige det på godt gammelt dansk), og jeg havde mere end almindeligt svært ved at fastholde koncentrationen længere tid ad gangen.

Jeg lander på 3 stjerner for “Sig frem, erindring”, sproget tæller ned, men fordi bogen er en solid fortælling om en spændende (men voldsom) periode i Ruslands historie er bogen læseværdig uden at være fantastisk.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter