0 kommentarer

Sidst hun blev set af Colin Dexter

af d. 3. juni 2005
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

286

Udgivet

1991

ISBN

87-7724-198-3

Originaltitel

Last seen wearing

 

“Sidst hun blev set” er en klassisk engelsk detektivroman. Hovedpersonerne, kommissær Morse og kriminalassistent Lewis, er helt uimodståeligt klart tegnet og den slags romanfigurer, der føles så levende, at man kun skeptisk accepterer, at de kun eksisterer i nogle bøger.

Man skal kunne lide den slags opdager-krimier, hvor man ikke fatter en bjælde før de sidste 10 sider, hvis man vil læse Colin Dexters bøger om kommissær Morse. Denne anmelder har det bedst med krimier, hvor hun får lov at deltage løbende i opklaringen, og det smitter af på bedømmelsen af Morse-bøgerne, som er ganske lukkede om sagen.

Imidlertid er Morse et så spændende og udfordrende bekendtskab, at det er helt umuligt at ignorere ham. Hans provokerende selvglæde, hans smag for stripshows og en helt uhørt ubehøvlethed er så gennemført smukt blandet med hans intellekt og selvironi, at det ene konstant opvejer det andet. Man vender tilbage til Morse. Og det ved han.

Morse får overdraget en gammel sag om en forsvunden ung kvinde. Valerie Taylor blev sidst set to år før, og sagen var henlagt, indtil en politimand begyndte at grave i den i sin fritid. Bemeldte politimand får rodet op i noget, og pludselig dukker et brev op fra den savnede. Hun skriver meget kort, at hun har det godt og undskylder, at hun ikke har skrevet før. Morse får besked på at finde hende, og da han finder en eftersøgning af en forsvunden skolepige dødssyg, beslutter han, at hun nok er død, og så tændes gnisten.

Om man kan lide genren eller ej, er Dexters humor svær at komme uden om, som her i en samtale mellem Lewis og Morse:

“”Hvad var hendes motiv så?” Det var et enkelt spørgsmål, og det fortjente et enkelt svar; men Morse begyndte med så mange forbehold, som havde han været ledende embedsmand i Omsvøbsdepartementet.”

“Sidst hun blev set” er 2. bind i serien om kommissær Morse.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter