0 kommentarer

Sex and the City af Candace Bushnell

af d. 15. september 2008
Info
 
Genre
Sideantal

237

Udgivet

2007

ISBN

87-91230-32-2

Originaltitel

Sex and the City

 

‘Sex and the City’ lå som paperback i en boghandel til en 50’er, og jeg snuppede den med af en ganske særlig grund: Den var tynd, let at stoppe i en taske, uforpligtende og velegnet til at læse, mens jeg ventede i en lufthavn.
Jeg har aldrig set tv-serien, endsige filmen, og jeg vidste derfor dårligt, hvad jeg gik ind til. Men lad mig sige med det samme: Den var ikke 50’eren værd!
Sjældent har jeg læst en så ufuldstændig bog. Personerne var skåret skarpt og kantet og fremstod som karikaturer af virkelige mennesker. Man blev aldrig rigtig klog på nogle af dem.
Deres liv var totalt overfladisk. Alt handlede om, hvem, der var blevet set med hvem. Hvem, der havde tilbragt hvilke aftener hvor. Eller endnu bedre: Hvem, der havde haft sex med hvem.
Materielle goder var i højsædet. Nærhed til andre mennesker var foragtelig. Ægteskab afskyvækkende. Børn væmmelige. Og naturen – det billige skidt – fy for helvede!
Handlingen var ikke eksisterende. Som læser ravede man rundt i New York fra bar til bar i selskab med tilfældige mennesker, som man muligvis havde hørt om 20 sider forinden, men hurtigt glemt igen.
Jeg kedede mig grumt. Så grumt, at en mand, der i lufthavnen møjsommeligt skilte sin racercykel ad og pakkede den pertentligt ned i en metalkuffert, i flere halve timer fangede min opmærksomhed. Og indimellem smuglyttede jeg betaget til en engelsk gentleman, der med sin bærbare pc på knæene og mobiltelefonen ved øret, klarede dagens forretninger. Begivenhederne omkring mig i en ellers dødkedelig lufthavn var langt mere fascinerende end bogen i mine hænder. Og hvis jeg havde beholdt min 50’er i lommen den dag i boghandlen, kunne jeg i stedet have spenderet den på en ekstra kop kaffe og kage i lufthavnen. Det havde været mere berigende.

Lån bogen på Biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter