0 kommentarer

Set fra himlen af Lene Rikke Bresson

af d. 28. september 2012
Info
 
Sideantal

249

Udgivet

2010

ISBN

978-87-567-9510-4

 

Lederen af Forfatterskolen i Holstebro, forfatter og storyteller Lene Rikke Bressons første bog i en række af syv med de syv dødssynder som tema er ”Set fra himlen”. Her handler det om overmod, og omdrejningspunktet er dødskunst.

Der er tale om kriminalromaner med den invalide Mona Lisa Kirk som hovedperson, men her ved seriens begyndelse når vi dog også at lære hende at kende som ung, bryllupsklar og med udsigt til at blive præst – inden en motorcykelulykke forandrer hendes fremtid fatalt.

I sin fundamentalt ændrede tilværelse, der ud over invaliditeten også medfører flytning til den lille forstad Grønbæk, får Mona Lisa kriminalkommissær Berg til nabo, og han får brug for hendes helt specielle evne til at genkende mønstre, da en spektakulær mordsag dukker op. Piloten og passageren i et lille sportsfly har under overflyvning af den jyske hede fået øje på et lilla kors med en død, bodypaintet kvinde, som har et grisehoved i hænderne.

Inden politiet alarmeres, fotograferer passageren det makabre sceneri, og billedet går siden verden rundt og opnår berømmelse som dødskunst. Da endnu et dødskunstværk opdages i hovedstaden, frygter man en ny dødshappening, og sekunderne begynder at tælle …

Handlingen sætter fokus på konkurrence, brødnid og misundelse i kunstkredse; Mona Lisas valg mellem to mænd eksponeres, ligesom en hemmelig note fra Søren Kierkegaard også indgår (i hele romanserien), og det er en lidt overvældende mundfuld at sluge. Imidlertid har filmselskabet Zentropa sikret sig rettighederne til filmatisering, og producent Peter Aalbæk Jensen begrunder aftalen med, at man er faldet for ”det skæve, pudsige og dybt originale univers, som Lene Rikke Bresson her har åbnet for læserne”.

Så det bliver interessant at se, om manuskriptforfatterne formår at skære ind til benet, så filmens hovedhandling fremstår tydeligere end i bogen, hvor de (for) mange sideløbende spor efter min mening efterlader et lidt forvirrende indtryk.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter