0 kommentarer

Ser mit hoved stort ud i den her? af Randa Abdel-Fattah

af d. 18. juli 2007
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

328

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-22834-0

Originaltitel

Does My Head Look Big In This?

 

“Jeg er rædselsslagen. Men samtidig føler jeg, at min overbevisning og min tro på islam er ved at eksplodere inden i mig. Derfor må jeg bevise over for mig selv, at jeg er stærk nok til at bære et tegn på min tro. Jeg tror, at det vil bringe mig tættere på Gud. For det er svært at gå rundt blandt folk, der stirrer på ‘blehovedet’, uden at føle sig stolt, hvis man altså kan klare blikkene og kommentarerne uden at bukke under.”

16-årige Amal bor i byen Camberwell, som er en forstad til Melbourne. Sommerferien lakker mod enden, og hun skal starte i 1.g. Amal er stærkt troende muslim og det betyder meget for hende at vise dette, så derfor har hun et stort ønske om at bære hijab, som tørklædet kaldes, på fuld tid. Men det kræver meget mod at tage tørklædet på i skole. Ikke desto mindre kaster hun sig ud i det og møder klassekammeraterne med oprejst pande. Hendes forældre er bekymrede for, om hun kan holde til det, og de råder hende til at tænke sig godt om. Fordommene hersker og 11. september har sat sine spor, og det gør det ikke nemmere at vise sig som muslim i offentligheden.

Udover tacklingen af diverse fordomme, som Amal mødes med af omgivelserne, handler bogen også om meget mere end det. Amal har sine gode veninder og muslim eller ej, så bliver der snakket drenge, tøj og hvad der ellers hører ungdommen til. Især en dreng i klassen, Adam, betyder meget for Amal, og hun er usikker på, hvordan han nu tænker om hende.

Realistisk og på samme tid forfriskende humoristisk bog, om det at være en ung muslimsk pige. Selvom handlingen foregår i Australien, er fordommene som Amal må lægge øre til de samme som konstant fyger i luften, når debatten kører herhjemme. Bogens tema er uhyggeligt aktuelt og jeg kan kun anbefale andre at læse den. Måske det kan ruske lidt op i nogle af fordommene.

Både bogens forside og for den sags skyld titel signalerer, at der er tale om humor, og det bliver virkelig indfriet. Den er ikke på nogen måder selvhøjtidelig eller retfærdiggørende, men er en tankevækkende beretning om en ung piges religiøse overvisning og kamp for retten til at dyrke sin religion.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter