0 kommentarer

Señor Peregrino af Cecilia Samartin

af d. 5. august 2015
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

455

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7116-087-1

Originaltitel

Tarnished Beauty

Udgave

1. oplag 2013

 

Den smukke mexikanske Lorena bliver voldtaget, og hendes forlovedes familie får ham til at hæve forlovelsen, for sådan en skamplet gifter man sig ikke med. Lorena får en lille datter – Jamilet – og på side 13, oplever vi fødslen fra nærmeste hold:

”Det var et smukt barn, velskabt med næsten engleagtig lydefri træk. Aldrig havde jordemoderen set en nyfødt med så klare øjne så hurtigt efter fødslen. Hun havde en varm, honningagtig kulør i stedet for den hidsigt blårøde, der var så almindelig hos nyfødte. Jordemoderens undersøgende blik blev opløst i et strålende smil, som om barnets fuldkommenhed især skyldtes hendes personlige indsats, og et øjeblik blev den misliebige baggrund for fødslen glemt, og hun stirrede blot på dette prægtige eksempel på et nyt liv, der vred sig mellem hænderne på hende”.

Da jordemoderen vender barnet om, viser det sig, at den lille pige er født med et meget stort og skæmmende modermærke, der dækker hendes skuldre, hendes ryg, numse og ned til knæhaserne. Beboerne i den lille landsby mener det er djævelen, der har sat sit mærke på barnet, og Jamilet får en barsk og ensom opvækst uden venner. – et oplagt mobbeoffer.

Da moderen dør, flygter Jamilet til USA for at finde en læge, der kan fjerne modermærket – og hun flytter ind hos sin tante Carmen – som er et rodehoved, både hvad angår kærlighedslivet og hendes lejlighed. Jamilet får snart skik på lejligheden og får job på et psykiatrisk hospital, hvor hun som illegal indvandrer får tildelt hospitalets mest besværlige patient.

Flere plejere er løbet skrigende bort, og stedets direktør regner ikke med, at Jamilet holder længe. Hun får at vide, at hun ikke må tale med patienten, men skal føje alle hans ønsker – han bor isoleret på hospitalets øverste etage og personalet undgår ham så vidt muligt.

Jamilet holder mirakuløst patientens uforskammetheder og særheder ud, og patienten, Señor Peregrino, fortæller om da han som ung rejste ad pilgrimsruten Santiago de Compostela i Spanien. Jamilet ved godt, at hun ikke må tale med ham, men historien fanger hende – og lidt som i tusinde og en nats eventyr, trækker Señor Peregrino historien ud for at holde på Jamilet – det første menneske han har næret tillid til i meget lang tid.

Resten af historien skal ikke røbes her – men det er en fin historie om længsel, kærlighed, store bjerge der skal bestiges – og forløsning og håb.

Bogen er skrevet i et let sprog, der stille og roligt får læseren til at vende den ene side efter den anden. Bogen er læsevenligt sat op, og den er let læst. Et hyggeligt bekendtskab.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter