0 kommentarer

Sekstetten af

af d. 19. januar 2009
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

550

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-07227-3, 978-87-02-07365-2

 

I 1688 gav kong Christian d. 5 tilladelse til at drive et lånehus, hvor fattige og nødlidende kunne låne penge mod pant. Huset blev kaldt Det Kongelige Privilegerede Assistenshus og eksisterede med mindre ændringer helt frem til 1978. Gennem historien har rygterne flere gange gået om, at der blev svindlet bag murene, og Anne Marie Løn fortæller i “Sekstetten” netop om et storstilet svindelnummer, som blev afsløret i 1924.

6 betroede medarbejdere havde igennem mange år svindlet med lånesedlerne, og da den nye forvalter Klaksmølle tiltræder og sætter sig for at trænge til bunds i affæren, bliver de afsløret og medvirker frivilligt til at opklare hele sagen.

Anne Marie Løn fortæller meget indlevende om hovedpersonerne i sagen. Både om hvilke menneskelige omkostninger det havde for svindlerne, men også om hvad det betød for deres familier, for forvalteren og for de betjente, som havde opsyn med dem. Det er meget velskrevet og meget interessant og måske det bedste ved hele romanen.

Historien i sig selv er dog også spændende, og der ligger en grundig research bag. Anne Marie Løn gør meget ud af at holde skrivestilen i romanen, som den var i tiden, men det gør desværre også sproget unødvendigt knudret til tider. Man skal holde tungen lige i munden for at styre de mange indskudte sætninger, som fx denne:

“Hendes tilbeder, ubehageligt at tænke på, men det går over, hvor ofte har man ikke hørt den historie, gift kvinde forlader hjemmet og søger tilflugt hos sin elsker i den tro, at der er noget at bygge på, for så at opdage, at han ingen hensigter har haft ud over den erotiske i al dens fuldkommenhed og begrænsning, eller hun erfarer, at det dyrebare amourøse forhold ikke er stort værd for den, der befinder sig mellem hammer og ambolt, som han selv så eftertrykkeligt så det i øjnene i nat.”

Til gengæld synes jeg, det er morsomt, når hun bruger gamle betegnelser som “frygten for ildløs” om angsten for brand, og så er hele romanen også – udover et levende portræt af de involverede personer – et fascinerende billede af København i gamle dage.

“Sekstetten” er en god roman. Den kræver lidt af sin læser, men man skal ikke give op, selvom sproget er lidt knudret. For holder man ved, får man en rigtig fin og interessant læseoplevelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter