0 kommentarer

Seks år af Harlan Coben

af d. 19. oktober 2015
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

301

Udgivet

2015

ISBN

978-87-12-05059-9

Originaltitel

Six years

Udgave

1. udgave

 

For seks år siden skete der en masse forskellige ting af tilsyneladende større og mindre betydning.

For professor Jake Fisher er de to mest betydningsfulde hændelser, at han møder Natalie, som han forelsker sig vildt og voldsomt i – og viceversa; en kærlighed indstiftet i himlen. Og så, som lyn fra en klar himmel, gifter Natalie sig med en anden. Todd hedder fjolset med de moderigtige skægstubbe. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger, bare farvel og tak. Samtidig afkræver hun Jake et løfte om aldrig at prøve at opsøge hende igen.

Der går seks år. En skønne dag ser Jake en dødsannonce for Todd. Han beslutter sig for at gå til begravelsen for i det mindste at få et glimt af Natalie. Og bliver slemt skuffet. For den sørgende enke er en helt ukendt kvinde.

Jake begynder at endevende sagen. Han elsker stadig Natalie lige hæmningsløst og vil gå gennem ild og vand for at finde hende. Men intet er, hvad det giver sig ud for. Jo dybere Jake kommer, jo mere ændrer fortiden sig. Og jo mere bliver absolut viden en farlig valuta.

Med “Seks år” har Harlan Coben skrevet en noget nær perfekt krimi. Det er som at overvære en stakkel prøve at grave et hul i kviksand i tæt tåge. Der opstår aldrig noget hul, staklen synker bare længere og længere i uden nogen sinde at ane, hvad der foregår. Som læser er man fuldkommen mystificeret og samtidig grebet af spændingen, der bare stiger og stiger.

Som glasur på en i øvrigt fremragende kage pynter Coben med muntre slagfærdigheder, der får det hele til at glide endnu lettere ned – og som i øvrigt er flot oversat af Poul Bratbjerg Hansen:

“Manden var høj og tynd med kindben, der kunne skære tomater i skiver…” “Hun kiggede på ham, som om han lige var plumpet ud af et næsehorns endetarm…”

Der smiles stadig, tak.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter