0 kommentarer

Scener fra en landsby af Amos Oz

af d. 23. september 2011
Info
 
Sideantal

250

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-10705-0

Originaltitel

Tmunot Mihjajei Hakfar

 

‘I alle mennesker … gemmer sig det barn, der engang har været. Hos nogle kan man se, at barnet stadig lever, mens andre bærer rundt på et dødt barn.’

“Scener fra en landsby” er nok en bagatel i forhold til den fabelagtige slægtskrønike “En fortælling om kærlighed og mørke”, men Amos Oz har selv i sine lette stunder en tyngde, som de fleste andre forfattere kun kan drømme om. Læs venligst det indledende citat igen!

En glohed sensommerdag maser en vagt bekendt, storsvedende mandsperson sig ind på Arieh Zelniks skyggefulde veranda. Den ikke-fremmede fremmede gør sig til gode med Zelniks isvand og antyder, at de ikke blot er slægtninge, men at han også har fordringer på Zelniks hus. Uopfordret trænger han ind i Zelniks gamle, døve mors soveværelse, kysser hende på den tandløse mund og hopper ned i sengen til hende. Zelnik lukker skodderne og lægger sig i sengen p den anden side af moderen. Slut på første novelle…

… syv andre følger. Alle foregår i den idylliske landsby Tel Ilan; hovedpersonen i den ene historie bliver biperson i de næste, og samtlige noveller slutter åbent, så man som læser selv må digte videre. Sjovt nok er det ok i en novellesamling, mens det ofte er voldsomt irriterende i romaner eller film.

En anden fortælling handler om den indtørrede gammeljomfru og landsbylæge, Gili Steiner, der venter på, at hendes nevø skal komme med aftenbussen fra Tel Aviv. Han er ikke med, og Gili venter videre, mens hun tænker tilbage på alle de gange, nevøen besøgte hende, da han var en sær, lille purk. – Ensomhed, fornemt destilleret og udkrystalliseret som sorte bogstaver.

Eller den om Rachel, der bor med sit gamle brokkehoved af en far og en ung arabisk logerende. Huset ligger ved siden af begravelsespladsen, men om det spøger, eller hvad der gør, at de to mænd om natten hører underjordiske gravelyde, er ikke til at sige. Men pludselig hører Rachel også lydene.

Bortset fra den sidste, uhyggelige fabel – om et degenereret folk i et sumpet landskab – der virker ret malplaceret her, hænger der over samtlige noveller en fortættet tåge af tristesse, uafvendelighed, eksistentiel krise og fortidens spøgelser. Fremtid og håb er der ikke meget af. Og det er præcis derfor, det er så opløftende at læse jødiske forfattere: Ens eget liv forekommer pludselig at udspille sig som en dans på bløde, velduftende rosenblade. Tak, Amos, pennens mester og vemodets krønikeskriver.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter