0 kommentarer

Sarahs nøgle af Tatiana De Rosnay

af d. 26. oktober 2008
Info
 
Sideantal

343

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7604-135-9

Originaltitel

Sarah's key

 

I 1942 bor pigen Sarah i Paris med sine forældre og lillebroren Michel, da politiet en morgen banker på døren. Der har længe gået rygter om, at tyskerne er ved at gøre klar til en større operation for at få fat i de franske jøder, og nu har de fået det franske politi til at hjælpe.

Sarah gemmer sin lillebror i et låst skab og lover at komme tilbage og hente ham, før hun må følge med sine forældre og politiet. Men Sarah kommer ikke tilbage. Hun sendes med sine forældre til en lejr, og her bliver hun skilt fra både sin mor og far, og er nu helt alene.

I nutidens Paris er amerikaneren Julia gift med franske Bertrand. Hun er journalist og skal skrive en artikel på 60 års dagen for den store opsamling på Vélodrome d’Hiver, hvor tusindvis af jøder blev indsamlet og sendt til koncentrationslejre. Hun har aldrig hørt om begivenheden, og hendes research viser snart, at det er en sort plet på historien, som franskmændene forsøger at glemme.

Tatiana de Rosnay fortæller skiftevis historien gennem Sarah og Julia, og det er en grum historie, om hvordan fransk politi var mere end ivrige for at gå tyskernes ærinde for at udrydde jøderne, og hvordan de sendte selv helt små børn i lejre, selvom tyskerne kun havde forlangt jøder over 16 år.

I nutiden får Julia problemer med sin mand og hans familie, for de er måske ikke kommet helt fint til deres lejlighed under krigen. Og Bertrand ønsker i det hele taget ikke, at Julia skal rode op i fortiden.

“Sarahs nøgle” tager udgangspunkt i den virkelige opsamling d. 16. juli 1942 i Paris, og momentvis er især Sarahs del utrolig gribende. Men jeg tabte lidt gejsten mod slutningen af romanen, hvor det er Julias historie, som bliver omdrejningspunktet. Hun bliver aldrig rigtig levende for mig, dertil er sproget desværre ikke godt nok.

Historien er dog sympatisk, og alene af den grund synes jeg dog godt, at man kan læse den, hvis man interesserer sig for jødernes skæbne under 2. verdenskrig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter