0 kommentarer

Sanne og Sisyfos – og alle de andre af Lene Ewald Hesel

af d. 12. juni 2007
Info
 
Sideantal

61

Udgivet

2006

ISBN

87-638-0317-8, 978-87-638-0317-5

 

Sanne skal på besøg hos morfar, hun skal bo hos ham hele efterårsferien. Morfar havde ellers sagt, at han skulle arbejde, han havde nemlig planlagt at rydde op på sit arbejdsværelse, hvor det flyder med papirer. Men Sannes mor foreslår, at de to hjælpes ad og kombinerer praktisk arbejde med hygge. Da Sanne er med på ideen, så bliver det sådan. Det viser sig dog ret hurtigt, at det bliver til en del mere snak end oprydning.

Morfar er en rigtig god fortæller, og han lærer Sanne om de græske guder. Han fortæller blandt andet sagnet om Akilleus, hvorfra vi kender begrebet “akilleshæl”.


“Så hør her: Akilleus var også græker, han levede stort set samtidig med Sisyfos. Akilleus’ mor forsøgte at gøre ham udødelig ved at dyppe ham i floden Styx nede i Hades. Det lykkedes også – næsten. For hun måtte jo…” Morfar afbrød sig selv og så nysgerrigt på Sanne: “Hvordan ville du egentlig holde en dukke, hvis du skulle dyppe den i vand for at gøre den udødelig?”
“Øh… i ørerne?” foreslog Sanne. “Nå nej, hvis det hedder akilleshæl, så holdt hun ham vel i hælen.”
“Netop. Derfor blev den del af ham ikke udødelig, og derfor blev han senere dræbt af en pil, der ramte ham i hælen. […]”

(side 14)

Morfar kommer ret bredt omkring de græske guder og helte, både de mest kendte og de knap så kendte. Han fortæller om mange af de begreber vi bruger i dag, om hvordan de er opstået fra den græske mytologi. Men Morfar er ikke kun god til at fortælle, han er nemlig også fyldt med en masse ideer til sjove lege, og Sanne morer sig med at lege med ord, tegne og lære hemmelige kodesprog.

Jeg er meget begejstret for bogens layout da det er utroligt indbydende. Da historien er en blanding af fiktion og fakta er der både illustrationer som forestiller Morfar, Sanne og de græske guder. Men ikke nok med det, der er også fotos fra de museer de besøger, samt afbildninger af de statuer som de snakker om, således at børn kan følge Sanne rundt i København. Det er en rigtig god idé.

Bogen er til alle dem som interesserer sig for græsk mytologi, og ja dem der ikke interesserer sig for det kommer med stor sandsynlighed til det. For det er i sandhed en appetitvækker og ikke mindste en guide til videre studier i emnet. Bagerst i bogen finder man henvisninger til gode bøger og tidsskrifter om græsk mytologi. Desuden er der en liste med ord som vi bruger i det danske sprog, men som stammer fra græsk. Der er en liste over græske motiver, man kan finde i København, og ikke mindst en oversigt over forskellige museer og hvilke motiver man kan se der, som stammer fra den græske mytologi. Kunne være oplagt hvis man evt. i forbindelse med en ferie skal til storbyen, og bor man i hovedstaden, er det da bare med at komme af sted.

Henvender sig til børn fra 6 år og opefter og vil være god som højtlæsningsbog.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter