0 kommentarer

Sangen for livet – Heq af Jørn Riel

af d. 13. februar 2009
Info
 
Sideantal

178

Udgivet

1983

ISBN

87-7560-670-4, 87-7560-671-2

 

Jørn Riel er måske mest kendt for sine humoristiske skrøner fra Nordøstgrønland, som jeg holder meget af. “Sangen for livet” trilogien foregår også i Grønland, men er en mere alvorlig og utrolig smuk saga, som fortæller Grønlands historie med udgangspunkt i en inuitslægt.

Første bind “Heq” fortæller historien om kvinden Shanuq, der som ung bliver fanget af kutchin-folket under et angreb på inuitternes boplads. Da hun er datter af en stor åndemaner, og hun under angrebet på bopladsen slår en kutchin-kriger ihjel, bliver hun ikke dræbt, men gives som slave til overhøvdingen Shapokee. I flere år lever hun hos “hundemenneskene”, men da Shapokee dør, og hun sælges til nogle cree-indianere, flygter hun med sin baby. Det lykkes hende at komme tilbage til inuitterne og herefter følger bogen hende og hendes børn og børnebørns liv med glæder og sorger og deres lange vandring fra Alaska til Grønland.

Jørn Riel beskriver inuitterne med stor kærlighed. Jeg har læst “Sangen for livet” flere gange, og hver gang bliver jeg lige rørt. Disse lattermilde mennesker, som lever under utrolig barske forhold, har en tilgang til livet, som vi kunne lære meget af. Alt er naturligvis ikke idyl, men deres generelle menneskesyn og syn på vores eksistens maner i hvert fald hos mig til eftertanke.

Riel har boet i Grønland i en årrække, og hans store kærlighed og forståelse for landet og dets folk skinner tydeligt igennem i denne smukke trilogi. Det er fremragende skrevet, og jeg kan kun anbefale bøgerne på det varmeste.

De to efterfølgende bind i trilogien hedder “Arluk” og “Soré”. Trilogien findes også i en samlet udgave første gang udgivet i 1989.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter