0 kommentarer

Samlede noveller af Naja Marie Aidt

af d. 19. april 2019
Info
 
Sideantal

420

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-20119-2

 

Jeg besluttede mig engang, for at læse samtlige af Martin Andersen Nexøs bøger ud i en køre. Det var en dårlig idé, og jeg kom ikke specielt langt. Så meget social-realisme på en gang kunne jeg alligevel ikke klare.

Jeg har det lige sådan med Samlede noveller af Naja Marie Aidt. Hver for sig er novellerne fantastiske, og jeg kan også lide dem som de tre adskilte samlinger de er, men sammen er det bare for stor en mundfuld.

For selvom novellerne ikke som sådan er social-realisme er de alligevel et skarpt billede på Danmark 1990 – 2009, rundt regnet. Til forskel fra Nexøs hovedpersoner, er der i Aidt’ skildringer ikke tale om, at det er synd for nogen. Og alligevel er der tale om en vis determinisme.

De relationer, der er omdrejningspunktet i novellesamlingerne Tilgang og Bavian er så dysfunktionelle, at der ikke kan komme noget godt liv ud af dem. Her er børn, der forgæves rækker ud efter deres forældre, ægtefæller der i bund og grund ikke kan lide hinanden og folk, der når alt kommer til alt burde være gået egne – og andre – veje for længe siden. De bliver i miljøet, huset, soveværelset og leger Maude, selvom de slet ikke ønsker at være der.

Som i Det er ikke min mand (fra Tilgang), hvor hovedpersonen er i byen. Hun er på en eller anden måde ankommet med en mand, som hun finder dybt irriterende, på alle områder, og ender da også med at tage en taxa hjem alene. Til hendes store overraskelse er stodderen i hendes lejlighed den næste dag, hvor han tillader sig at brokke sig over at kællingen har efterladt ham i byen alene. Kællingen fremturer, at hun vil have nøglen til døren, og at de da bestemt ikke har noget med hinanden at gøre og at hun ikke fatter, hvordan han overhovedet har fået fat i nøglen. Stodderen gør hende opmærksom på, at der i hendes vielsesring står Henning 28.8.1986. Hun går ind i soveværelset.

Det er slet ikke mærkeligt, at hovedpersonerne i novellerne tyr til stoffer eller alkohol i forsøget på at skabe bare øjeblikke med glemsel eller klarsyn. Hvorfor i alverden skaber ingen af dem sig et liv, som de kan holde ud?

Det er som om de ikke kan. Som om de ikke engang tror, at det er muligt.

Jeg giver samlede noveller 3 stjerner. Det kunne sikkert godt være gået bedre for Naja Marie Aidts samlede noveller, hvis jeg ikke havde læst dem ud i én køre. Fremover vil jeg helt sikkert kun læse et par stykker af gangen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter