0 kommentarer

Sæt en vagtpost ud af Harper Lee

af d. 13. december 2015
Info
 
Sideantal

295

Udgivet

2015

ISBN

978-87-11-44317-0

Originaltitel

Go Set a Watchman

Udgave

1. udgave

 

Dette er historien om bogen, der ikke skulle være udgivet i sin nuværende form. Ikke på engelsk, ikke på dansk. ”Sæt en vagtpost ud” er en litterær sensation og som sådan ekstremt interessant, men lider under dårligt arbejde fra forlagenes side.

Angiveligt blev manuskriptet afvist i 50’erne. Forlaget bad ms. Lee skrive en ny version med fokus på 30’ernes sydstatsliv og raceproblemer set gennem et barns øjne. Lees svar var ”Dræb ikke en sangfugl”; en af de bedste amerikanske bøger nogensinde. ”Vagtposten” gik i glemmebogen, blev genfundet for nyligt og udgivet i huj og hast.

Det er de samme personer, der optræder i ”Sangfuglen” og ”Vagtposten”. I sidstnævnte er Jean Louise ’Scout’ Finch en ung dame på 26, som bor i det frisindede New York og vender tilbage til sydstatsflækken Maycomb i Alabama for at holde et par ugers ferie hos sin elskede advokatfar, Atticus.

Tiden er 1950’erne, og sydpå blomstrer racismen. Mange mener, at niggerne hører hjemme i træerne og ikke burde have borgerrettigheder. I gamle dage forsvarede Atticus altid de sorte, også helt bogstaveligt, men tilsyneladende har han og barndomskæresten Hank skiftet sindelag: Pludselig er de på den side, hvor Ku Klux Klan udgør den yderste højrefløj.

”Sæt en vagtpost ud” foregår i løbet af nogle få dage, hvor Jean Louise konfronteres med den bigotte sydstatsmoral og opdager, at hun ikke længere er velkommen. Hverken hos sin aldrende, sorte barnepige Calpurnia eller i det hvide spidsborgerskab.

Der er urkomiske scener, hvor Jean Louise mindes sin barndoms skrupskøre lege (disse scener er den røde tråd i ”Dræb ikke en sangfugl”) – og der er en masse racedebat, hvor Jean Louise skændes som rasende med sin far, onkel og kæreste. Denne debat har helt sikkert været relevant i 50’erne – i avisartikler – men duer ikke som fundament for en roman. Slet ikke i et nyt årtusinde med en sort præsident.

’Scouts’ pudsige, gammelkloge barnestemme i “Dræb ikke en sangfugl” er i “Sæt en vagtpost ud” erstattet af en 26-årig kvindes mere vidende voice-over – hvorved charmen og overraskelsesmomentet udebliver. Magien er væk.

Lindhardt og Ringhof burde ofre et forord, der sætter bogen i scene i forhold til “Dræb ikke en sangfugl” – og til datidens racedebat. De få noter om NAACP og den 10. tillægsparagraf er slet ikke fyldestgørende. Den forudsætningsløse læser er ladt i stikken, og værket fremstår uforståeligt på flere niveauer.

Den danske udgave er ikke god. Karen Fastrup oversætter ordret i stedet for empatisk; nuancer forsvinder, mystiske sætninger opstår. Hvad er fx en station med “behovsstandsning”? Og: “… hvis man ikke kunne køre til Barkers Å uden at falde ud af bilen, var man en stor, våd høne.”

Dette kombineret med en indforstået tekst om en periode, de færreste danskere kender til, gør det svært at følge med. Jeg er ked af at sige det, men bogen fortjener en ny – eller kraftigt revideret – oversættelse for at give mening.

Øh… Mr. Tuffett/miss Muffett i kapitel 15 – er høn hermafrodit?

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter