0 kommentarer

Saabyes cirkus af Lars Saabye Christensen

af d. 27. november 2007
Info
 
Sideantal

214

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-31068-7

Originaltitel

Saabyes cirkus

Udgave

2.udgave

 

Lars Saabye Christensen har skrevet en bog med henblik på at fejre sine 30 år som forfatter. Bogen er en selvbiografi, men indeholder samtidig eventyrlige og fantastiske elementer. Historien sættes i gang med et fald. En forfatter (formentlig Saabye) er på bogmesse i Paris for at blive hædret, men stolen, han sætter sig på, tipper, og pludselig er han, i frit fald, på vej ned fra scenen. Billedet af den uheldige forfatter fryser, og vi bliver ført tilbage i tiden, til foråret 1965, hvor vi præsenteres for en 13-årige jeg-fortæller, der brændende ønsker sig en fiestarød Fender Stratcaster elguitar. Han har forelsket sig i lige præcis den, som står i vinduet hos Bruns Musikk & Noter på Bygdøy allé i Oslo, og nu kan han ikke slippe tanken om den. Han må eje den guitar! Men guitaren er dyr, så han takker modvilligt ja til et arbejde som blomsterbud, og dermed går jagten ind på at få sparet nok op til at kunne få opfyldt sine drømme.

Den fristende elguitar bliver altså historiens omdrejningspunkt, men med en masse sideløbende fortællinger, hvor aparte personer og løgnehistorier folder sig ud. Langsomt ændrer drengens fokus sig, hvilket skyldes mødet med den gådefulde Aurora Stern, der er tidligere cirkusartist. Navnet Aurora kender vi fra den romerske mytologi, hvilket nok ikke er helt tilfældigt. Og det er sikkert heller ikke tilfældigt, at hun har været luftakrobat og har udført heltemodige saltomortaler under teltdugen (når man tænker på forfatterens luftstyrt i begyndelsen af romanen). Aurora Sterns livshistorie er da også omgivet af mystik, hvorfor jeg-fortælleren drages af hende. Begæret efter elguitaren ændrer sig langsomt, og bliver i stedet rettet mod Aurora Stern.

Man ved aldrig rigtig, hvad der er sandt eller falskt hos Saabye. Ifølge forfatteren selv, er Saabyes cirkus en sand historie bygget på en løgn. Eller omvendt: en løgn bygget på en sand historie. Forvirret? Ja, det kan man godt blive, når Saabyes spiller på det paradoksale miks af sandfærdigheder og usandfærdigheder. Saabye driver ganske enkelt læseren godt og grundigt rundt i manegen, hvilket jeg mener, er i tråd med forfatterens øvrige forfatterskab. Dog bliver det så eksplicit i denne roman, at jeg ikke bliver nær så fascineret af det, som jeg er blevet af Saabyes tidligere romaner. Alligevel er bogen nu underholdende og en fin måde, for Saabye, at markere sit glimrende forfatterskab på.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter