0 kommentarer

Så vi kan skilles af Lise Andersen

af d. 22. oktober 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

79

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92625-58-8

 

Efter en pause i digtudgivelserne på seks år , er Lise Andersen tilbage i lyrikkens verden med bogen ”Så vi kan skilles”, der udkom i september måned. Digtene beskriver et forholds vej fra forelskelse til kærlighed, hvor to mennesker efter et liv med mange facetter af godt og ondt “kan skilles”, Ikke i resignation, men i omhu for at ” ..passe på / ikke at / træde på / stjernerne” deres fælles liv har rummet . Den overordnede udvikling i forholdet er varieret med flash backs og udblik til andre kulturer.

Intensiteten i bogen er stor i den fint komponerede helhed mellem de afsluttende digte: ”Det er; Efterårsblade; Det er smilehullet i din kind; Morgenansigt; Når vi ses; Hvidlige drømme; Grå morgen; Fingerveje; Glemt og Planeter”. En digtrække hvor læseren bliver berørt. Af det smukke og stærke digt “Der er”, der går godt i spænd med “Efterårsblade”, som mere beskriver den fysiske side af sygdommen, der rammer manden i parforholdet. Af “Det er smilehullet” der er fyldt med de stjerner, man må passe på ikke at træde på. Fulgt af en række gråtonedigte med linjer som: ” dit blege morgenansigt”; “hvidlige/ drømme og/ sort/ stilhed”. Inden smerten tager over og du´et “brøler /som et anskudt dyr”. Til sidst “læner [du] dig/ tilbage/ i stolen/ og forsvinder” og ” jeg / dækker din/ krop/ med dug “. Smukt.

Et andet styrkeområde er grønlandsdigtene. Her er gode sansninger; f.eks. i form af gule tulipaner, der viser sig ved nærmere eftersyn at være poser “med menneskeligt/ affald/ lort”. Her findes også et af samlingens flotteste digte, som rummer linjerne:

“inuitten
mellem
isbjerge
i stor fart

rank
i
båden”.

Den inuit er åben for fantasier! Som også søulken; jægeren og elskeren der kun kan mødes med jeg´et i det skjulte, i kælderen.

Grønlandstemaet er fint integreret i hovedstrømmen i bogen; men når jeg kommer til digte som ”Mamba, Woodoo”, og måske ”Tæppet”, får jeg en fornemmelse af, at forfatteren har spredt sig for meget. Enkelte andre digte kunne på samme måde have været udeladt. (I øvrigt gode digte som “Dronning” eller “Fiskerne” virker lettere distraherende i forhold til flowet.)
Med så stærke og flotte digte som ”Du” –

” det er …måden
du kl´ær dig af

står foran mig

det er
måden
du synger falset
på”

eller
Flagermus [51]

” i din hånd
er der en
rede
fuld af
museunger

i dit hår
er
der blafrende
flagermus
og
flyvende
tupilakker ”

– ville læseren med en lille halv snes færre digte måske blive endnu dybere engageret i Lise Andersens overbevisende indblik i sandheden bag Tennysons linjer:

“It´s better to have loved and lost / than never to have loved at all. ”

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter