0 kommentarer

Så længe jeg lever – en biografi om John Mogensen af Henrik Vesterberg

af d. 7. januar 2017
Info
 
Sideantal

337

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7137-3554

Udgave

1. udgave, 3. oplag

 

John Mogensens sange er indbegrebet af dansk folkelighed, og selvom John Mogensen døde for 40 år siden, har de fleste unge mennesker stiftet bekendtskab med sange som ”Så længe jeg lever” og ”Fut i fejemøjet”.

Det er måske de færreste danskere, der ved hvem John Mogensen var som person, men de fleste ved til gengæld, at sangeren havde et nært forhold til alkohol, hvilket sandsynligvis var en af årsagerne til, at han kun blev 48 år.

I 2014 udgav journalisten Henrik Vesterberg ”Så længe jeg lever”, der er en biografi om John Mogensen.

Der er tale om et portræt af en kompliceret kunstner, der på overfladen virkede direkte og brovtende, men som i virkeligheden var en ganske følsom sjæl.

John Mogensen bliver født ind i en arbejderfamilie på Amager i 1928 og har i sin ungdom mange forskellige jobs, som dog ikke er prangende. Allerede som barn havde han et godt øre for musikken, og det ender da også med, at John Mogensen i 1950´erne bliver leder af popgruppen Four Jacks. Efter sit sologennembrud ender sangeren med at blive dansktoppens ukronede konge og denne succes følger han stort set frem til den alt for tidlige død.

”Så længe jeg lever” er et portræt af den folkekære kunstners tidlige liv og en stor karriere. På trods af den store succes kæmpede John Mogensen med sceneskræk, indre dæmoner og utilstrækkelighed det meste af livet – helt uberettiget, for han kunne som ingen anden skrive iørefaldende sange om storbyens skæve og oversete eksistenser.

Henrik Vesterberg har begået en let læst biografi, der i høj grad gør indtryk på læseren, bogen kryber så at sige ind under huden på læseren og sætter sig spor i bevidstheden.

”Så længe jeg lever” er en fin og lærerig biografi, som jeg holdt af at læse, blandt andet fordi jeg nu er blevet klogere på personen John Mogensen.

Fortællingen om John Mogensen er en god historie, bogen er læseværdig og kan dybest set læses på en dag hvis man har en hel dag for sig selv til at læse en bog. Bogen er underholdende, så der er kun en ting at sige: god læselyst.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter