0 kommentarer

Russerunge af Karin Shakoor

af d. 22. maj 2016
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

318

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93091-68-9

 

Fin og sanselig roman om den 7-årige Kajsa der vokser op på Bornholm. Hun elsker sine forældre højt, men der er altid en vis afstand mellem hende og moren. Kajsa er bange for, at der er en fejl ved hende, som gør at moren ikke kan elske hende, men virkeligheden er en anden.

Fortællingen om Kajsa er historien om en lille pige, der vokser op i en familie, hvor hemmeligheder og fortielser konstant ligger og lurer. Morens familie kommer ofte med slet skjulte hentydninger til Kajsa, om den fortid hun ikke kender, og derfor mistolker hun deres ord. Også Kajsas faster Agnes besøger jævnligt familien, selvom hun ellers bor i København, og modsat faren og moren, som er missionske, tror hun hverken på Gud eller Djævlen.

Kajsa oplever livet uden det filter, vi voksne har, og både uskylden og barnets fantasiverden beskriver Karin Shakoor utroligt godt. Samtidig er lader hun sproget følge Kajsas udvikling, så første del, der foregår i 1959, hvor Kajsa er 7 år, er anderledes end sproget i sidste del der foregår i 1965. En anden fin detalje ved sproget er de mange bornholmske ord og vendinger, som (heldigvis) også findes oversat i en ordliste bagerst i bogen.

Bornholm blev modsat resten af Danmark først befriet i 1946, for efter tyskernes nederlag blev øen besat af russerne, der først forlod den igen d. 5. april 1946. ”Russerunge” er således både et tidsbillede af et lille samfund, der stadig er mærket af krigen, såvel som et fint portræt af en følsom og fantasifuld pige. Vi hører også om byens originaler, om forandringens vinde og meget mere, alt sammen set gennem Kajsas øjne. Resultatet er blevet en fin lille roman, som bestemt kan anbefales.

Jeg er ved at give efter for søvnen. Sidder med tunge øjenlåg og kikker ned på vejen gennem et hul i bilens bund. Vejen dernede ligner et fredeligt kørende bånd, og synet erobrer mig. Jeg glemmer min harme over dytten og båtten, da de andre kørte fra os med bilerne fulde af børn, der rakte tunge ad mig fra bagsæderne. Især en dreng med matroshue og tyk, gråbleg tunge vækkede min vrede. Men jeg holder op med at tænke på ham. Det er båndet, der trøster mig. Luften er sval, båndet løber i al evighed, jeg kører gennem søde lugte af hø, tante Bertha er stille, og alt er godt. Jeg bliver vægtløs. Mens jeg døser, mærker jeg, at jeg stiger op mod himlen, der ligner den store muslingeskal, tante Bertha har hårnåle i på kommoden i sit sovekammer. Men vi stiger alle sammen. Amanda har sluppet jorden og er begyndt at svæve af sted som en glad langsom fugl.”

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter