0 kommentarer

Rune T. på stribe 1-3 af Rune T. Kidde

af d. 5. december 2015
Info
 
Sideantal

143

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7053-469-7

 

I 2010 udsendte Modtryk dette opsamlingsbind med tre af Kiddes gamle tegneserier, og kaldte det ‘1-3’. Nogen kronologisk orden repræsenterer bindet ikke, da det ikke drejer sig om Kiddes tre første albums. Titlen kan forlede til den tanke at det ville være det første i en serie der skulle samle alle tegnerens serier, i hardback udgaver. Det er ikke sket.

I samlingen indgår ‘Den lilla møghætte og pulven’ – gendigtninger af alskens slags æventyr, hvor Rødhæ… undskyld Møghætte naturligvis indgår, samt ‘Litterærlige klassikere’ hvor store ‘litterærlige’ klassikere genfortælles på kun én side hver. Der er derfor megen tid sparet i granskningen af disse 48 sider. Sluttelig er der humor for fans af W.C. Fields i ‘Høvlens hund og Ib Å’, hvor hundeejeren Ib Å anskaffer sig en køter, der er skabt ved en slags metamorfose mellem Garfield og netop W.C. Fields.

Tegningerne er grimme og ubehjælpelige, som tegnet med lukkede øjne af en mand uden hænder, undervejs på rulleskøjter midt i myldretidstrafikken. Og pointerne pisker én om ørerne, der kræves ikke et kendskab til hverken æventyr eller klassikerne, og jeg er faktisk ikke sikker på at forkundskab hjælper. Gendigtningerne ligger fjernt fra deres oprindelige oplæg. Højdepunkterne er den barske og bramfri ‘Hærge Hans og Grimme Grethe’ og vanvidsudgaven af Robinson Crusoe. Begge fortalt på kun en side. Kidde har et stort talent for at få de højtravende klassikere ned på jorden, fremragende eksemplificeret ved den snotforvirrede Sherlock Holmes der går ud og opklarer ‘mystiske og mageløse mysterier’.

Først kan ikke finde sin næse: ”hvor er min NÆSE??! Jeg har tabt min NÆSE!!!” Og Holmes’ skarpsindighed slår alle med forundring. Holmes: ”Min NÆSE!! Jeg har fundet min næse!!”

Hvis ikke man kender Kidde og dermed ved hvad der venter, er denne samling absolut i overkanten, med mindre man er villig til at risikere tre måneder på ritalin.

Lån samlingen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter