0 kommentarer

Rosy & John af Pierre Lemaitre

af d. 12. maj 2016
Info
 
Sideantal

126

Udgivet

2015

ISBN

978-87-11-44707-9

Originaltitel

Rosy & John - oversat af Anders Juel Michelsen

Udgave

1. udgave

 

Lemaitres bloddryppende krimitrilogi om den halvanden meter høje, blændende deduktive vicekriminalkommisær Camille Verhoeven og hans trofaste væbner Louis sluttede angiveligt med den åndeløst spændende “Camille”.

Men ved siden af den ordinære bogproduktion har Pierre Lemaitre forfattet den lille knaldperle “Rosy & John” som gratis føljeton til franske rejsende. Et herligt gensyn med den ´konstant grublende, evigt tegnende strisser – om end ikke ganske på højde med de ‘rigtige’ bøger.

Den noget forknytte, men teknisk og strategisk begavede John, der foretrækker kaldenavnet Jean, skjuler syv kraftige bomber i Paris’ undergrund. Den første detonerer han med voldsom materiel skade til følge, men mirakuløst ingen dræbte. Herefter melder han sig til politiet og kræver at få sin mor, Rosie, løsladt fra fængslet med samt 3-4 millioner i store sedler – mod at røbe, hvor de sidste seks bomber er placeret.

For Camille Verhoeven bliver det et kapløb mod tiden. Og mod en modstander, han ikke forstår. For hvorfor vil John/Jean (der er opkaldt efter sangen “Rosy & John”) have sin lede mor på fri fod? Hun sidder jo inde for at have myrdet hans kæreste. Er der monstro noget ødipalt over deres forhold…

Næste bombe er anbragt under en skole for små børn. Men hvilken? Det franske antiterrorkorps prøver at banke sandheden ud af Jean, men han nægter at tale med andre end Camille. Og Camille aner ikke, hvad han skal gøre og gribe i. Andet end at grave tilbage i Jeans fortid. Her gemmer sig ganske rigtigt også noget, der glimter. Men er det guld?

“Rosy & John” er en hyggelig, lille krimi, som er læst på få timer. I forhold til Lemaitres øvrige forfatterskab er den kun en parentes, men for den trofaste fanskare er bogen naturligvis et must.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter