0 kommentarer

Røde orm – Søfarer i Vesterled af Frans G. Bengtsson

af d. 2. december 2012
Info
 
Sideantal

216

Udgivet

1976

ISBN

87-595-0902-3, 978-87-595-0902-9

Originaltitel

Röde Orm. Sjöfarare i Västerled

 

Dette er den ypperligste skrøne om vikinger.

En dag hjemsøges Orms fædrene gård af vikinger på rov. Da faderen er på langfart må den halvvoksne Orm forsvare huset. Han slipper fra det med livet i behold, men må se sig selv taget som slave på vikingernes skib. Vikingerne fatter hurtigt sympati for den iltre knægt, og langsomt optages han som et fuldbyrdigt medlem af besætningen.
De plyndrer ned gennem Europa, men i Spanien går det galt. Skibet smadres og halvdelen af besætningen flygter. Orm, høvdingen, og få andre hædersmænd lades tilbage på land, mellem fjendtlige tropper.
Herfra bliver det til fantasirige, men troværdige eventyr i mellemøsten, før turen af uransaglige veje fører til Harald Blåtands højborg i Jelling.
At røbe mere om fortællingen vil være helligbrøde.

Humøret er i top hele vejen. Røde Orm er køreplanen for hvad en fed bog om vikinger bør have: eventyr, skum- og blodsprøjt, grov vikingehumor, velskrevet dialog og herligt underspillede situationer, samt en indholdsrig og i høj grad uforudsigelig historie. Masser af drastiske handlinger, udført såvel af figurerne som af forfatteren. Bengtsson har skrevet et flot og vandtæt plot, der drives fremad med saft og kraft. Han holder sig til den historiske virkelighed, og behandler både kong Harald og Sven Tveskæg med respekt. Historien er skrevet i 1940’erne og det præger skrivestilen, som passer perfekt til et vikingeopus.
Det er kun de islandske sagaer der kan måle sig med Bengtssons ”Røde Orm”. Figuren Orm er klart forløberen for både Bernard Cornwells hovedperson Uthred, og for Preben Mørkbaks semibiografiske forfatterskab.

At man kan finde utallige eksemplarer af Røde Orm i diverse genbrugsforretninger er direkte uforståeligt. Det er ikke et værk man skiller sig af med, men et man med glæde vender tilbage til.

Efter endt læsning kan man glæde sig over, at der er endnu et bind i sagaen om den rødhårede søfarer.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter