0 kommentarer

Rødby-Puttgarden af Helle Helle

af d. 17. februar 2017
Info
 
Sideantal

175

Udgivet

2005

ISBN

87 638 0145 0

Udgave

1. udgave

 

Helle Helle skulle skulle skrive en dansk tv-serie, skulle Helle. Så kan det nok være, jeg gad sætte mig foran dummeren igen.

“Rødby-Puttgarden” føles som at komme ind i 3. afsnit af en føljeton, hvor personerne og miljøerne er sært velkendte, selv om man ikke har set et minut før. Og netop dette afsnit er så lige forfattet af en person med et uhyggeligt talent for at imitere de banale replikker, vi dumme Dänen hele tiden går og slynger om os – og et eminent blik for at skildre alt det, der sker omkring os, mens der tilsyneladende ikke sker en hujende fis.

Ironien er kærlig, men både kontant og konstant – Hverdagsdanmark iagttaget af en sød heks gennem hendes hjemmestrikkede troldspejl. I 2005, da bogen udkom, flød de store avisers anmeldelser over af roser, der fokuserede på en særegen stil og tematik a la Hemingway. Men kære venner, hvorfor gå over åen…? Gode, gamle Panduro, som blev folkeeje i sin tid, har fået sig en spidsfindig arvtager.

Historien om søstrene Jane og Tine, der bor sammen og begge arbejder i Parfumen på Rødby-Puttgarden-færgen, er både fnisende sjov og en my forstemmende. Pigerne hygger sig i den beskedne lejlighed med Tines lille datter, pastaskruer med ketchup, krummer på gulvet, ugeblade, chokoladelikør og tilfældige mænd. Og det er der vel ikke noget galt med; bortset fra at det er så helvedes perspektivløst. Er det Helle Helle, der sår et frø af mismod, eller er det læserens egen geskæftighed?

Gennem de forrygende replikker (ikke gennem udvendige beskrivelser) lærer vi personerne at kende. Storesøster Tine, som med sin bramfri facon og store hjerte går i folk med træsko på. Lillesøster Jane, jeg-fortælleren, der er så fantasiforladt og indadvendt, at man har lyst til at ruske hende. De rare mandlige kolleger, som efter et par drinksch glemmer koner og kærester og kaster sig over søstrene, som ikke siger nej. Jamen, vi kender dem alle sammen; vi har måske oven i købet selv en rem af huden.

Det er ferm underholdning, som hæver sig himmelhøjt over mainstream, fordi Helle Helle skriver så godt, som hun gør. Nyd lige denne sentens, hvor Jane står ved komfuret umiddelbart efter at have bisat sin mor:

“Hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød.”

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter