0 kommentarer

Rød høst af Lars Ahn

af d. 17. april 2020
Info
 
Sideantal

285

Udgivet

2018

ISBN

978-87-97038-88-8

Udgave

1.

 

“Vampyrjæger dræber vampyrkvinde, bliver anholdt af vampyrbetjente og findes død i sin celle næste morgen, tømt for blod.”

En 19 årig kvinde er død. Kriminalassistent Gabriel tropper op sammen med hans partner Meyer i pigens lejlighed. Pigens øjne stirrer på ham, men dét er ikke det værste. Det blodige afskårne hoved er placeret som et trofæ på køkkenbordet, mens kroppen er placeret i soveværelset. Der er blod overalt i lejligheden. Et makabert syn. Endnu en usædvanlig ting; moderen befinder sig i lejligheden. Han har udført sit kunstværk og ligger nu i sofaen og sover. Hvorfor slog han den unge pige ihjel? Han svarer ufortrødent, at han er morderen, og pigen fortjente at dø. For hun er ikke menneske, hun er én af dem. Han kigger på Gabriel og Meyer – vampyrer. Gabriel hader betegnelsen vampyrer, film og bøger har forvrænget sandheden. Han ser hellere, at de bliver kaldt ‘nattere’.

Historien foregår i 2035, et tidspunkt hvor vampyrer og mennesker lever side om side. En verden der er delt i to – menneskerne arbejder om dagen, og vampyrerne arbejder om natten. Men der er stadig mennesker, der er bange for vampyrerne, og ét enkelt forkert skridt kan forårsage uhensigtsmæssig panik og uro i det ellers samhørige samfund.

Gabriel er blevet sendt hjem efter afhøringen af morderen, men han modtager et telefonopkald og skynder sig tilbage til kontoret. Morderen er død i hans celle – forblødt. Den sidste der har set ham i live var Meyer, men hvor er Meyer henne nu? Kommissær Ahmed (vampyr) ser ualmindelig træt ud, men hvad der undrer Gabriel mest er de to andre tilstedeværende i rummet – blødere (mennesker). Kommisær Monica Højer og kriminalassistent Helena Ravn. Hvad der egentlig burde have været en ligetil mord-sag, ender med at tage en uventet drejning. De to kriminalassistenter har et horn i siden på hinanden, men for at undgå flere problemer skal Gabriel nu samarbejde med Ravn for at opklare denne sag.

 

Bogen er virkelig godt opbygget og fangede mig fra første side. Sproget er nemt og flydende, og forfatteren har gjort det spændende for sine læsere. Som barn var jeg specielt vild med at læse bøger med de blodsugende væsner – jeg kunne godt lide den verden. Med tiden faldt jeg dog fra den verden – jo jeg var en af dem, der læste twilight, bog 1 og 2 var gode, men 3 og 4 læste jeg kun for at færdiggøre serien. Det var ikke lige mig. Nu efter så lang tid var det faktisk lidt sjovt at komme tilbage til verden med vampyrer. Jeg må sige, jeg er imponeret over Lars Ahns beskrivelser. Han har til og med krydret hans version af vampyrer, så det går imod alle de velkendte vampyrmyter. Det gør dog blot historien bedre og mere troværdig. “Rød høst” er helt sikkert en af de bedre vampyrhistorier, og dét jeg allerbedst kan li ved denne bog er, at vampyr-temaet ikke overskyggede mord-sagen og hele krimi-genren. Der er nok med gys, gåder og spænding undervejs på siderne. Beskrivelserne i bogen er nok til den makabre side, så man skal nok ikke have en alt for sart sjæl.

“Rød høst” er Lars Ahns debutroman, og det er en rigtig god historie at starte med. Han kunne nemt fortsætte i samme dur med Gabriel og Helena i persongalleriet. Ahn får fanget sine læsere, og der er krimi for alle pengene. Forfatteren har tidligere skrevet en novellesamling, der blev kåret til Årets Danske Horrorudgivelse 2017, og han har vundet Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle to gange.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter


Vær den første til at skrive en kommentar!
 
Skriv en kommentar »

 

You must log ind for at skrive en kommentar