0 kommentarer

Rige mennesker af Jens Michael Schau

af d. 6. november 2018
Info
 
Sideantal

234

Udgivet

2018

ISBN

9788771712032

 

Efter at have læst “Rige mennesker”, sidder jeg nok bare og ligner ét stort spørgsmålstegn. Jeg kan simpelthen ikke regne ud hvad forfatteren, Jens Michael Schau, vil fortælle mig.

Dortea Fletcher er kræftsyg og døende, da hun får besøg af vennen Morten Bagge. Snart efter er Dortea i bedring. Hun bliver udskrevet og besøger sin velhavende eksmand, Claude D`Annunzio, der bor på en borg i Syditalien. Claude er barnløs og alvorligt syg. Hvis Claude ikke kureres, vil familieformuen gå i arv til hans adoptivbror, som vil bruge pengene på den palæstinensiske frihedskrig. Dortea anbefaler eksmanden at møde Morten Bagge, som mirakuløst gjorde hende rask.

I meget lang tid er temaet overnaturlig helbredelse. Altså at det er energier og kosmos og den slags hokus-pokus der er i centrum, primært i skikkelse af Claudes huslæge Stoltze, men også gennem Morten Bagge. Men lige pludselig fader det tema ud og forsvinder helt fra bogen, uden at blive erstattet af noget andet. Så står man lidt der og tænker, “øh… hvad?”

Persongalleriet er lidt underligt, idet Claudes borg beboes af ham selv, Morten, Claudes mor og ekskone, huslægen og senere endnu en kone. Folk går lidt i seng med hinanden i flæng, og det hele er virkelig mærkeligt.

Overordnet handler bogen om grotesk rige mennesker, og i særdeleshed om syge rige mennesker. Men personerne, både de rige og de knap så rige, opfører sig alle så underligt, at det er svært at tage nogen af dem særligt alvorligt. Jeanne, der er fotomodel, møder tilfældigt Morten Bagge, og rykker straks ind på et hotel med ham, uden at der så i øvrigt er noget imellem dem. Morten har tilsyneladende en grum forhistorie som der ind imellem hentydes til, men på en sådan måde at jeg hele tiden sidder og tænker på om “Rige mennesker” er en del af en serie, hvor jeg så bare ikke har læst de foregående bind. Der antydes en hel masse, uden at der siges noget konkret. På den måde får jeg en følelse af at forfatteren bevidst holder mig udenfor, og det fungerer ikke særligt godt i en roman.

Måske handler “Rige mennesker” om at man ikke kan købe et godt helbred og et langt liv, uanset hvor mange penge man har. Måske handler den om noget helt andet. Jeg er i hvert fald meget i tvivl.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter