0 kommentarer

Ridderne af den runde trappe af Einar Már Gudmundsson

af d. 11. januar 2018
Info
 
Sideantal

277

Udgivet

2017

ISBN

978-87-11-53703-9

Originaltitel

Riddarar hringstígans, på dansk ved Erik Skyum-Nielsen ; oversat fra islandsk ... i samråd med forfatteren

 

I 1981 krydsede Gudmundsson kløften fra digtene til romandebuten, der starter med endnu en kløft: allerede i bogens anden sætning hamrer fortælleren, den 8-årige  Johan, sin fars kløfthammer ned i panden på kammeraten Oli. Og med denne traumatiske hændelse springer fortælleren formodentlig også over den kløft der bringer ham fra en 8-årigs sproglige begrebsverden til den voksnes, i hvert fald fortæller han med en voksens sprog og sans for refleksion. Hvordan han talte og tænkte inden hammeren plantedes i skalden på Oli, kan vi af gode grunde ikke vide for det ligger før romanens begyndelse. Men vi fornemmer den spaltning der er sket, den er kernen i Gudmundssons fortællerperspektiv: en traditionel 50’er drengeverden med den tids arbejderklasseværdier, observeret og gennemlevet af en 8-årig naiv knægt med en voksens begrebsapparat:

‘For at sige det som det er: hvis jeg blev ved med at remse navne op på alle dem der vælter ind ad hoveddøren ville kapitlet her blive lige så kedsommeligt som opregningen af skibe i Illiaden. Har du en svaghed for navne kan du slå op i vejviseren.’

I ‘Ridderne’ følger vi drengeflokken over en enkelt dag, en dag hvor Johan -so ungefähr, når at gennemleve livet fra vugge til grav. Fra slaget med kløfthammeren, over et butikstyveri, til Olis fødselsdagsfest, hvor Johan faktisk må snige sig ind, da han som hammersvinger mildest talt er ugleset og dagen slutter med drengenes hærgen i en byggetomt om aftenen. Fortællingens fysiske rum er en forstad til Reykjavik der her i 1950’erne er i en rivende udvikling.

Gudmundsson har en eminent evne til at formidle hvordan det er at være dreng. Tankerne der styrter forvirret afsted, fantasien der konstant korrumperer og omkalfatrer virkeligheden, og den usagte pagt der opstår imellem en flok børn. De usagte regler der dirigerer trodsen imod de voksne.

Det er så som så med realismen, for selvom hændelsesforløbet for så vidt er realistisk nok, leger forfatteren så meget med fortællingen af et eventyrligt element introduceres via bagvejen. Eller måske nærmere antydes, som om han lader vide at der er en bagdør til eventyret, men på intet tidspunkt bekendtgør om han har tænkt sig at bruge den… eller måske allerede har brugt den. De islandske sagaer og helt klart mesteren Laxness, spøger i romanens baggrundstæppe.

En forsmag, hvor eventyret stikker næsen frem:

‘Om natten drømmer du om din onkel. Han kommer gående op af havet og svinger øerne omkring byen over hovedet. Er han tørstig, tager han havet i én eneste slurk og vælter huse med fingerspidserne. Og ikke nok med det: Mellem drøm og virkelighed er der kun to skridt ud af din seng, for ser du en fugl i morgenens gry, tør du aldrig udelukke den mulighed, at det er en diskos, som din onkel har slynget op i luften.

Ja, hvis Jesus kunne mætte alt folket med fem fisk, kan din onkel givetvis slå dem ud med ét eneste dask, verden har nemlig ændret sig.’

Og ændre sig, det gør drengenes verdenssyn. Olis fødselsdag kommer de aldrig til at glemme.

Her er det nærliggende at spørge om ‘Ridderne af den runde trappe’ er en skildring af virkeligheden i Reykjavik? Den store charme ligger i svaret, som reelt må være ‘hvad synes du selv?’, for litteraturens største fortællinger levner netop rum til læserens egen bearbejdning. Eller som Gudmundsson senere skrev (i Universets engle), er filosofi det der ligger mellem linjerne.

Hvor skal vi ellers hen for at finde lignende barndomsskildringer? I Danmark er der Bjarne Reuter, Island har Halldor Laxness. Tilfældigvis nedtrappede Laxness sin forfattergerning på den tid hvor Gudmundsson skød op af en islandsk vulkan. Forfatteren fører den fine billedtegning fra sine digte videre, kender man prosasamlingen ‘Frankensteins kup’ vil sproget være let genkendeligt. Og ligesom Laxness er her en forfatter med et uantasteligt talent, og en stor kærlighed til fantasien, som han hævder sin ret til at bruge med uforfærdet djævelsk snilde. Helt genialt er det, når han lader Johan træde ud ved siden af læseren:

‘…står vi her på gaden neden under lygtepælen og ligner mest af alt romanpersoner, som forfatteren overhovedet ikke aner hvad han skal stille op med. Vi kunne såmænd spille ham et puds og bare gå hjem og sove.’

Lod Gudmundsson dem gøre det, – gå hjem og sove, ville han stensikkert slippe godt afsted med det.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter