0 kommentarer

Rejsen til kejseren af Ylva Karlsson

af d. 15. januar 2007
Info
 
Sideantal

327

Udgivet

2006

ISBN

87-02-03826-9, 978-87-02-03826-2

Originaltitel

Resan till kejsaren

 

Det fortælles i landsbyen, at kejseren for længe siden hjalp menneskene ved at give dem love at leve efter og til gengæld skulle menneskene skabe orden og symmetri omkring sig. De mennesker der havde levet smukkest, ville blive hentet til paladset i Kejserens bjerg efter døden for at fortsætte livet der. Men med tiden var flere og flere blevet vantro og det forlød, at kejseren var blevet vred og var gået ind i bjerget, hvilket han ikke siden havde forladt. Først når Kejserens barn blev ført til Kejseren, ville han igen tale og dermed skabe ro og orden.

”Det her er en fortælling fra mellemtiden, fra den tid, hvor ingen rejste fra den ene ende af riget til den anden, fra den tid, hvor hver by fulgte sine egne love eller slet ingen. Fra mellemtiden, hvor alting skælvede og vaklede, og veje bliv åbnet til en anden verden og lukkede to børn ind. Og dem skal denne historie handle om. Om to helt almindelige børn fra vores egen verden.”
(side 7)

Under et besøg på et museum sammen med sin klasse, får den ellers ærlige Mikaela pludselig trang til at gribe ud og snuppe et ravsmykke. Halskæden har på besynderlig vis forbindelse til en anden verden, meget forskellig fra den vi kender, og så alligevel meget som vores.

Mikaela tager som hun plejer elevatoren i den ejendom hun bor, men elevatoren fortsætter med at køre opad og da den stopper blæser en kold vind ind, og der står fyrretræer udenfor. Forundret som hun er, bliver Mikaela stående i elevatoren og trykker gentagne gange på knappen, men elevatoren står stille. Der er ikke andet for, end at træde ud i hvad Mikaela må sande er en anden verden, hvor hun bliver udråbt til at være det længe ventede kejserbarn. Kan det mon passe?

Mikaela kommer sammen med tre andre børn ud på en eventyrlig rejse. Det er en farefuld færd, for undervejs kan de støde på slavejægere, som lusker rundt i skovene. De møder de mange forskellige mennesker, både troende og vantro. Mikaela og hendes rejsekammerater er ikke helt enige om hvem der har ret, hvilket rejser nogle spørgsmål. For hvad nu hvis de ved slutningen af deres rejse må erkende at kejseren slet ikke findes?

Ikke bare en forfatter, men også en fortæller. Med små kommentarer og henvisninger til hvad læseren må tænke om hint og hist, formår Ylva Karlsson at skabe en kontakt til læseren. Man fornemmer en dialog, og man bliver nærmest guidet igennem bogen, med små spidsfindige bemærkninger.

Jeg ærgrer mig lidt over forsiden, da jeg ikke synes den er særlig fantasyagtig. Jeg har set forsiden på den svenske udgave og den er mere tilsvarende indholdet. Men alt i alt en rigtig god fantasy historie, som helt klart skiller sig ud fra mængden af udgivelser både hvad angår plot og fortællerstil.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter