0 kommentarer

Rejsen til Amerika – Jagten på lykken af Ole Sønnichsen

af d. 30. november 2015
Info
 
Sideantal

308

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-11283-2

 

I 2013 udkom første bind i Ole Sønnichsens udvandrerhistorie, om de 300.000 danskere der udvandrede til USA i årene 1850-1920. Første del behandlede hovedsageligt grundene til, at danskerne rejste ud, mens andet bind ser på, hvordan det gik udvandrerne i det nye land.

Ole Sønnichsen har lagt et enormt research-arbejde i de to bøger, og har både besøgt arkiver og museer i USA, England, Tyskland og Danmark, ligesom han har fået adgang til private erindringer og breve. Det har resulteret i et gennemarbejdet og velskrevet værk, som både fortæller historierne om dem, det gik godt, og dem der fejlede.

Det er fascinerende at læse om de mange danskersamfund, der opstod i Midtvesten, hvor man stadigvæk finder byer med navne som Kronborg, Rosenborg, Danevirke og sågar Jensen. Det var barske forhold nybyggerne stod overfor. Ofte måtte de starte helt fra bunden uden bolig og med langt til nærmeste nabo for ikke at sige by. Samtidig var sproget nyt og vejret ukendt og ekstremt.

For nogen gik det rigtig godt. Sønnichsen fortæller bl.a. om Chris (Christian) Madsen, den 24-årig svindler der blev sendt ud af Danmark i 1876. Efter sin ankomst i Amerika meldte han sig til hæren, hvor han blev spejder for Buffalo Bill. Senere blev han marshall, og var bl.a. med til at fange Dalton-brødrene, og blev så berømt at han optrådte i en af de første stumfilm i westerngenren.

Men for andre blev Amerika enden på drømmen i stedet for. Det gjaldt f.eks. Rasmus Rasmussen fra Fyn, der var kommet til Denver i 1878. Efter hans kone døde, levede han alene med sine to små piger, men for at tjene penge tog han arbejde i sølvminerne i New Mexico. Her blev han syg og døde siden af betændelse i maven, og hans to døtre blev optaget i to forskellige familier.

Ole Sønnichsen er en formidler af høj klasse. Udvandrernes historier fremstår levende og bevægende, og sproget flyder let. Derudover er bogen fyldt med fantastiske fotos, der både skildrer den barske hverdag, men også sætter ansigter på nogen af dem, der drog af sted.

Jeg var begejstret for første bind, og jeg er bestemt ikke mindre begejstret for bind to. ”Jagten på lykken” er fremragende historie-formidling, som både er læseværdig og læsevenlig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter