0 kommentarer

Rebeccas hemmelighed og Endestation Z af Lasse Bo Andersen

af d. 17. juli 2017
Info
 
Sideantal

48

Udgivet

2017

ISBN

978-87-999301-7-3
978-87-999301-8-0

 

Jeg har med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens herlige serie Zombie Splatter, som er en actionfyldt og humoristisk letlæst serie for de 8-11 årige. Bøgerne er illustrerede af Lasse Bo Andersen, som også har skrevet historien.

Vi er nået til seriens sidste to bind: ”Rebeccas hemmelighed” og ”Endestation Z”.

Tom, Johnny og Emma forsøger sammen med Rebecca, som de mødte under deres ophold i den zoologiske have, at finde Lisa, der er blevet bortført af Marcus. Rebecca har vist dem vej til en gammel fabrik, men da Emma har slået benet, bliver hun og Rebecca i skjul, mens Johnny og Tom sniger sig ind på fabrikken for at lede efter Lisa.

Fabrikken rummer dog mange hemmeligheder. Bl.a. ser det ud til, at det er herfra zombie-smitten stammer. Og så møder de en gammel bekendt fra tidligere i serien, den gale doktor Hansson som leder efter en kur mod zombiernes bid og forsøgte at inficere drengene som en del af hans eksperimenter.

Drengene finder Lisa, men før de når at flygte, bliver de opdaget af obersten og hans soldater. Og eftersom Marcus har fortalt løgnehistorier om dem til obersten, er de nu i store vanskeligheder. Det er Emma og Rebecca også ude i skoven. Men heldigvis dukker en usandsynlig allieret op.

Jeg er kæmpefan af serien, der har været underholdende og spændende hele vejen igennem, selv for en voksen zombientusiast. Lasse Bo Andersens sort/hvide illustrationer giver historien et ekstra pust splat og uhygge, og samtidig har serien hele tiden en herlig underliggende humor. Endelig er de unge hovedpersoner både snarrådige og handlekraftige, så læseren er i godt selskab undervejs.

”- Så mødes vi igen … Lisa! Dr. Hanssons stemme var fyldt med hævntørst. Lisa gloede lamslået på det frastødende ansigt. Det var kun stemmen, hun kunne genkende. Det dryppede fra de væskende sår. Og gulligt materie flød fra de mange blærer og vabler. Der hang dødt væv i trævler fra ham. Og så lugtede han forfærdeligt. Tom og Johnny stirrede også med afsky. Det var først nu, de for alvor så dr. Hanssons ansigt. – Så er det altså sandt, sagde Tom dæmpet. – Det er sgu farligt at tage for meget solarie.”

Serien holder tempoet hele vejen, og også de to sidste bind er fulde af action, ligesom LBA lige når at afsløre endnu et par overraskelser. Det eneste minus – udover at serien nu er slut – er, at LBA lader lidt for mange usandsynlige sammentræf ske for at få samlet alle trådene til sidst. Det lod dog ikke til at genere min 11-årige nevø, som har læst serien sideløbende med mig, så jeg er sikker på, at målgruppen vil nyde de sidste splattede bind i serien med stor fornøjelse – og lidt ærgelse over at der ikke kommer flere.

Lån serien på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter