0 kommentarer

Rachels ferie af Marian Keyes

af d. 13. august 2006
Info
 
Sideantal

386

Udgivet

2005

ISBN

87-7714-646-8

Originaltitel

Rachel's Holiday

 

I kategorien Chick-lit eller City-girl som den også kaldes, er irske Marian Keyes en af de ukronede dronninger. Hun deler tronen med forfattere som Sophie Kinsella (Shopaholic-serien), Jennifer Weiner (I dine sko) og Helen Fielding (Bridget Jones’ Dagbog).

”Rachels ferie” handler om irske Rachel Walch på nogen-og-tyve år, som bor i New York, har et elendigt job, et shopping-gen ude af kontrol, en veninde der har udviklet sig væk fra hende og en kæreste, Luke, hun ikke helt ved om hun vil være bekendt.

Hun er så fascineret af hvad der er IN, at hun lidt har mistet sig selv undervejs. Alt udmåles på modelbekendtskabers alt for snævre lineal og alt hvad hun synes om eller begærer synes at falde igennem og ikke stå distancen.

For at holde ud, holde med og holde af har Rachel udviklet et festligt og farligt misbrug af, ja alt hvad der kan indtages, af stoffer og alkohol. Rachel ser ikke selv problemet, men alle omkring hende, familie, venner, kæresten, er klar over situationens alvor. I et forgæves forsøg på at falde i søvn, en særlig slem nat, indtager Rachel way-too-many valium og findes bevidstløs af sin sambo, veninden Bridget, som alarmerer Rachels familie. Familien går i gang med den helt store intervention i form af Rachels indlæggelse på misbrugsklinikken Cloisters. En indlæggelse, Rachel er helt fin med, da hun håber på at møde en masse rockstjerner on the rebound, skuespillere og så videre derinde. Ligesom hun har set på “Oprah” og hørt om i hippe kredse. Virkeligheden er dog en anden.

Jeg vil ikke afsløre nærmere om ”Rachels ferie”, da det skal være forbeholdt læseren selv at gøre det morsomme bekendtskab med en kvinde, der er ude af kontrol men alligevel elskelig. Modsat så mange andre “hovedroller” i misbrugsrelaterede romaner så føler, raser, griner man med Rachel om end man til tider også har lyst til at ruske hende hårdt. Bogen fænger simpelthen.

Marian Keyes skriver med stor indfølelse om dette emne; nok fordi hun selv er tørlagt alkoholiker og har været igennem den familiære intervention som Rachel oplever i bogen.

Bogen er letlæselig, hovedpersonerne er godt portrætterede, og sproget er humoristisk levende.

Så er du i tyverne, mentalt eller fysisk, har du forståelse for fristelserne ved shopping og kender du fornemmelsen af at være usikker somme tider, så anbefales “Rachels ferie” og andre bøger af Marian Keyes på det varmeste, når du bare vil synke ind i en verden hvor alt ikke er for intellektuelt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter