0 kommentarer

Pyramiden af Kim Blæsbjerg

af d. 8. marts 2011
Info
 
Sideantal

524

Udgivet

2010

ISBN

978-87-638-1332-7

 

“Pyramiden” starter i New York i 1975, hvor den unge Mitchell vælger at flygte fra byen og derved fra sin far. Han ankommer til Amsterdam, hvor han forsøger at bygge et nyt liv op under nyt navn. Det er dog først da han møder den unge danske skuespiller Malene, at han for alvor tager livet alvorligt, og Mitchell vælger at tage med hende til København. Mitchell begynder på universitetet og da parret får sønnen Colin, vælger de at slå sig ned i Lemvig, hvor Mitchell har fået job på gymnasiet. Mitchells fortid spøger dog stadig, selvom det ikke er meget Malene kan få ud af ham, men man fornemmer, at Mitchell har haft en kriminel løbebane, inden han mødte Malene. Den lille familie klarer sig godt i Lemvig, Malene pendler dog ofte til hovedstaden for at arbejde som skuespiller, men pludselig sker der voldsomme ting i Lemvig, der ændrer alt for familien. Nogle år senere forsøger Colin at finde ud af, hvorfor hans far forlod New York, og sammen med veninden Klara rejser han over Atlanten for at finde sin farfar. Og her begynder en ny historie at tage form.

“Pyramiden” er mange ting på samme tid. Det er både en slægtsroman, en action-krimi samt en fortælling om venskab. Den formår både at dykke ned i de helt små detaljer samt at beskrive uhyggelige voldshandlinger i et kort og kontant sprog. Vold spiller i det hele taget en væsentlig rolle i Blæsbjergs roman, og spørgsmålet er, om vold er arveligt eller miljøbetinget? “Pyramiden” er først og fremmest en spændende fortælling om en usædvanlig familie, der agerer på så forskellige steder som København, Lemvig og metropolen New York. Flot og fængslende.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter