0 kommentarer

Pynt af Bjørn Rasmussen

af d. 12. februar 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

175

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-15450-4

 

”Pynt” er ligesom Bjørn Rasmussens debutbog et fantastisk værk. Bogens hovedperson er indlagt på en psykiatrisk afdeling og bliver her opfordret til at skrive sine tanker ned og så begynder det: “Jeg begyndte da også at skrive som en kræftsvulst, der deler sig, et billede, der knopskyder, der får et føl, min dagbog bevidner dette”.

En ting, jeg elsker ved Bjørn Rasmussens skrivestil er, hvordan han blander et smukt og poetisk sprog med en voldsom makaberhed: “Vi malker pæretræet, det er noget af det første, jeg kan huske ud over lort. Og tandbørsten, neglesaksen, hvordan tingene og kroppen kommunikerer, man bruger ikke neglesaksen til at klippe sine brystvorter af med fx”. Samme sproglige vulgaritet bliver nogle gange kødelig på en utrolig morsom måde som i denne sommerberetning: “Vi arrangerer strandfest ved hendes forældres sommerhus ved Vesterhavet, og Solrun viser sine kønslæber til Ræven i kassebukser i marehalmen, lyshåret, jeg får det sådan: Det er min kalkun.”

Hovedpersonens psykiske ustabilitet afspejler sig blandt andet i de identitetsbeskrivelser, der finder sted, og køn og jeg/du/hun/han blandes sammen, så det er svært at holde tungen lige i munden:

“Jakob blev vrissen, jeg tror, hun ængstedes på gæsternes vegne, eller også nægtede hun at ofre opmærksomhed på mig fremfor dig, min umælende bror, den gamles forfordeling fremskyndte hende at pøse mere og mere på det lod I vægten, der var dig, så ikke det ulykkelige skulle ske, at jeg blev for tung af at blive betragtet, og du steg til vejrs for aldrig at kunne hentes ned på jorden igen”.

Samtidig sås der tvivl om, hvornår eller endda hvorvidt vores hovedperson er ude af forstanden:

“Da jeg står ved tavlen og læser den højt, kommer jeg til at betragte mig selv som romanfigur. Det er det særlige ved mig, at jeg spiller skuespil, men samtidig er der megen almindelighed I mig”.

Og identitetslegene fortsætter:

“Du spiller alle roller I dit slideshow, du er alle mates på teamet, tæm dine kræfter- jeg hedder bla bla bla. Mine sanser går I nul, hver gang solen går ned, herregud, tænker jeg, hvad er det for en magi ved parringen, jeg skånes for, mit navn er signet hos en gigantvirksomhed, jeg stinker af samfund”

Det sidste citat er et fantastisk eksempel på, hvordan sproget på vidunderlig vis synes at løbe løbsk og udvikle sig i den skønneste vildskab. Se nu fx bare her:

“Jeg ved godt, jeg gentager mig selv, jeg har ikke spist I dag, jeg har drukket to flasker retsina, det er eftermiddag, og jeg hedder anstrengt jævning, jeg hedder Retsina Birk Nielsen, er der nogle friske fyre m/k at spille whist med eller hjertefri, hvis jeg opnår tre jokere på en hånd, vil jeg indfarve mit jakkesæt I Jonna, jeg sælger min forkrampede fissesjæl til anyone, som byder, mange mange dollars, meget meget stor adgang til positive psykologi. Undskyld, jeg er træt. Jeg savner hende.”

Der er meget at sige om ”Pynt”, men jeg vil blot slutte af med at sige, at den ikke blot er sproglig genial, men også rummer en stor fortælling om kærlighed, sorg og smerte. I bogens slutning skriver hovedpersonen dette til sin bror:

“Kære bror, her er et postkort af natten. Jeg er begyndt at stoppe med at græde.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter