0 kommentarer

Puls af Julian Barnes

af d. 4. september 2016
Info
 
Sideantal

237

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7973-506-4

Originaltitel

Pulse - Oversat af Claus Bech

 

Julian Barnes (født 1946) er en af nyere tids mest populære forfattere, der tre gange har været nomineret til Man Bookerprisen, der uddeles hvert år for den bedste roman skrevet af en borger i Commonwealth eller Irland. I 2011 vandt han prisen for bogen ”Når noget slutter”; en kortroman om hvad sandheden om livet er, når man kun har en tvivlsom hukommelse at basere denne sandhed på.

Julian Barnes er forfatter til 17 bøger, hvoraf den ene er novellesamlingen ”Puls”, der blev udgivet i 2014. Bogen består af 14 noveller, der handler om parforhold eller venskaber: hvad tiltrækkes vi af hos hinanden, hvordan holder man det samme menneske ud i årevis, hvordan får man det parforhold man ønsker sig, og hvad gør, at nogle mennesker vælger at gå på kompromis og lade sig nøje med en partner, der behandler andre dårligt? Under overfladen kan man sige, at novellerne også handler om ensomhed – eller frygten for ensomhed, for man tænker, at nogle af personerne i novellerne lader sig nøje med et dårligt forhold ud fra devisen, at et dårligt forhold er bedre end ensomhed.

I bogens første novelle ”Østenvind” møder vi Vernon, der lige er flyttet til en ny by, hvor han ikke kender et øje. Indtil han på det lokale frokoststed ser sig lun på servitricen, der har forladt Ural og er flyttet til England. Det umage par indleder noget, der minder om et kærlighedsforhold, men som alligevel viser sig at være en temmelig overfladisk relation, for kvinden er meget indadvendt og involverer ikke Vernon ret meget (hvis overhovedet) i sin tilværelse. Vernon bliver nysgerrig og snuser bl.a. rundt i kvindens skuffer og skabe, hvilket gør ham klogere på kvindens liv, men det viser sig også, at nysgerrigheden får konsekvenser for forholdet, som han ikke havde forudset.

Novellen ”Gartnerliv” handler om parret Ken og Martha, der har været gift i 8 år – og som har lullet sig ind i en hverdag, hvor de har vænnet sig så meget til hinanden, at der ikke er nogen overraskelser. Det er et forhold, hvor Ken er i tvivl om, hvorvidt parforholdet nu også er tilfredsstillende, men hvor han vælger ikke at reagere på sit instinkt. Han ved, hvad han har, men ikke hvad han får, hvis han forlader konen, huset og haven, som han bruger tiden i som en afledningsmanøvre, så han ikke behøver stille sig selv ubekvemme spørgsmål.

Novellerne er meget troværdige og overbevisende. Barnes er en dygtig menneskekender, der ved hvordan mennesket reagerer i situationer, hvor man ikke vil indse sandheden – eller hvor man er så bange for det ukendte og for ensomheden, at man vælger at blive i en relation, der ikke er tilfredsstillende.

”Puls” er solidt håndværk, det er en menneskeklog bog, hvor alle vil kunne genkende noget af sig selv i hovedpersonerne.

”Puls” er en realistisk bog om almindelige menneskers liv og om de konsekvenser, der følger af de valg vi tager. Julian Barnes har skrevet en solid bog, der gør indtryk på læseren, det er kort sagt en velskrevet, velovervejet og klog bog, som er let læst, men sent glemt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter