0 kommentarer

Prolog af Christel Wiinblad

af d. 1. december 2011
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

155

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-11687-8

Originaltitel

Prolog

Udgave

1.udgave

 

I pressemeddelelsen fra Gyldendal står der, at Christel Wiinblad i “Prolog” har villet give stemme til de mange incestramte børn, der ikke bliver omtalt i medierne, eller på anden måde får en stemme. Dette står noget i modsætning til Wiinblads egne udtalelser under et arrangement i oktober. Her fortalte Wiinblad, at bogen ikke handlede om at give stemme til disse socialt udsatte børn, men i stedet om at forsøge at opfinde et nyt sprog. Denne noget mere spændende tilgang udmunder i en ret interessant bog.

Det nye sprog, Wiinblad præsenterer os for, undersøger kroppen på nært hold og nærmer sig til tider et fænomenologisk studie i, hvad der sker med den udsatte krop. Der er en konstant zoomen ind på kroppens reaktioner i form at rødmen der kravler op ad halsen, øjnenes vilde udtryk, halsens snørren-sig-sammen, føddernes løben osv., og personerne refereres heller ikke til som han og hun, men som ‘kroppen’, ‘armen’ osv.. Det vil altså sige, at tredjepersonsfortællingen tager en ny form, idet sætninger ikke starter med ‘hun føler at.’, men i stedet ‘kroppen føler at.’ og lignende. Ligeledes er kapitlernes titler alle nogle, der refererer til et objekt i den handling, som udspiller sig. Dette understreger en form for objektivitet i observationen af den dysfunktionelle familie, og det er bestemt ikke et negativt fortælletræk.

Wiinblads sprogeksperiment er utrolig gennemført og det har (mindst) to konsekvenser for min læsning; 1) det bliver til tider en lidt tung og tænkt læsning, 2) det højner bogen og emnet til noget helt nyt og særligt, der virkelig er spændende, når man først har tilegnet sig sproget og accepterer de præmisser, Wiinblad fortæller på. Her bliver man som læser tvunget til at forholde sig til det betydningsskydende sprog med ordkonstellationer som at ‘spise dekorativt’ – hvordan er det lige, man gør det? Det er udfordrende og det er ret godt.

Det ærgerlige ved bogen er, at sproget kommer til at virke lidt ‘klumpe-dumpet’ af og til. Men det er fedt at blive udfordret i sin læsning, og jeg glæder mig til de efterfølgende bøger om ‘kroppen’ og nye sprog.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter