0 kommentarer

Prinsesse Masako : fange af krysantemumtronen Af Ben Hills

af d. 2. juli 2009
Info
 
Sideantal

284

Udgivet

2009
ISBN

ISBN

978-87-567-9134-2

Originaltitel

Princess Masako. Prisoner of the Chrysanthemum Throne. The Tragic True Story of Japan's Crown Princess , på dansk ved Thomas Høy Davidsen

 

Dette er en biografi om Japans kronprinsesse, Masako Owada.

Om hendes rejse fra berejst og internationalt orienteret diplomatdatter til karrierekvinde i det japanske udenrigsministerium til hendes aktuelle liv som deprimeret hustru til Japans kommende kejser, Kronprins Naruhito.

Bogen giver et rystende billede af hvor lidt ligestilling, der i virkeligheden er i det japanske samfund, og hvor magtfulde Kunaicho (embedsmændene i det Kejserlige Hofmarskallat) er, både når det gælder magten over kejserfamiliens gøren og laden, men også når det gælder censur af pressen, forlagene og indflydelse på de japanske politikere.

Masako og kronprinsen blev gift ret sent, og de har efter mange års fertilitetsbehandling ikke fået den søn der skulle til, hvis det kejserlige dynasti skal fortsætte. De har fået datteren Aiko, men hvis kejserfamilien løber tør for direkte mandlige arvinger (børn efter prinsesser tæller IKKE), skal der en grundlovsændring til, for at bevare det japanske kejserdømme.
Den slags skaber jo et vist pres, og Masako – en moderne, borgerlig kvinde, som troede hun skulle repræsentere Japan på den internationale scene, og modernisere kongehuset – er gået ned med flaget og har i mange år haft en alvorlig depression (men den slags taler man ikke om i Japan…)

Problemstillingerne omkring den meget gammeldags japanske kejserinstitution, og den manglende ligestilling i det japanske samfund (samt det faktum at fertilitetsbehandling og sindslidelser stadig mange steder er tabu) er ret interessante. Man bliver også klogere på den historiske udvikling af kejserdømmet og alle ændringerne i den japanske overklasse efter 2. verdenskrig.

Men det ville have været rigtig rart (og oplagt) med nogle billeder i bogen, og man mærker tydeligt at forfatteren hverken har talt med Masako, Naruhito eller nogen andre personer særligt tæt på dem.

Man bliver *rigtig* træt af korte, banale og overfladiske citater fra Masakos gamle skoleveninder og fjerne bekendte, og det er mig en gåde hvorfor forfatteren vælger gang på gang på gang at bruge halve og hele sider på irrelevante beskrivelser af sine korte møder med folk, der for de flestes vedkommende, har meget lidt viden om Masakos aktuelle person og liv.
Feks.
Professor Vogel som
“har kontor i en mørk stueetage i et treetagers klinkebeklædt hus 10 minutters gang fra campus. Jeg ringer på, og en missende alf dukker op i døren, halvskaldet, lidt rundrygget, hans læderagtige ansigt markeret af smilerynker, iført fritidsbukser og en stribet grøn poloskjorte” – og så lige en halv side om mandens kontorindretning! s 110-111

eller Yukie Kodu, som kendte Masako lidt på universitetet, som
“kommer stilfuldt to timer for sent til det tårnhøje lejlighedskompleks i det fashionable Roppongi Hills, hvor vi skal lave interviewet, klædt i et smart jakkesæt i hørlærred og med en lang perlekæde to gange rundt om halsen. Hun undskylder stakåndet, mens hun giver mig et eksemplar af sin nye bog om kamikazepiloter og derefter nipper til et glas kakifrugteddike.” s 124

Bogen blev stærkt kritiseret af japanske embedsmænd da den udkom, og blev først med et års forsinkelse og en ny forlægger udgivet på det japanske marked i 2007.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter